Jesper Bruun Rasmussen, auktionsleder, er et af den slags mennesker, der forholder sig anekdotisk til verden. Som når han fortæller om en oplevelse i sine unge dage under et eftersyn i auktionshuset i Bredgade: »En mand kom hen til mig, pegede på et maleri og sagde: »Undskyld mig, men dette maleri hænger på hovedet««. »Hvor ved De det fra«, spurgte jeg manden. »»Fordi det er mig, som har malet det«, svarede han. Jeg måtte så undskylde mange gange. Det viste sig nu også, at maleriet så bedre ud, når vi vendte det«. »»Vil I ikke have det signeret«, spurgte manden, hvorefter vi hentede sort maling og en pensel. Og så signerede han det. Det var mit første og eneste møde med Asger Jorn«. En særlig position Anekdoten var blot en af mange, som Jesper Bruun Rasmussen fortalte nærværende journalist under et interview sidste efterår. Den stod dengang ikke at læse i avisen, men er nu hentet frem, fordi den er temmelig typisk for manden, der i et halvt århundrede har stået i spidsen for Nordens største og Danmarks ældste auktionshus. Anekdoten fortæller nemlig ikke blot om en herre, der føler sig forpligtet på at underholde, muntre og at gå uhøjtideligt til værks, men også – og det er ligeledes en pointe – fortæller anekdoten indirekte om et menneske, der hjemmevant har begået sig blandt danske kulturpersoner i en grad, så han selv er blevet en. Hos Bruun Rasmussen handler man med kunst med stort K. Man dyrker connaisseurship og forstår, at kunsten er et fascinationsobjekt, der formår at tilføre kulturel kapital til de mennesker, der har den mellem hænderne. »Han har virkelig forstået, hvilken magt kunsten har, og den har han været enormt dygtig til at forvalte«, som en tidligere direktør hos Bruun Rasmussen har sagt om Jesper Bruun Rasmussen.
LÆS OGSÅ Generationsskift hos Bruun Rasmussen: Hvem skal arve fars hammer?
For selv om kunsten i et auktionshus kun er en vare, er auktionslederen lykkedes med at skabe en aura af noget andet. Det kalder vi i dag at brande, hvilket selvfølgelig er et ord, der er fattigt på anekdoter.
