Talentet for at sejle var så åbenlyst, at Dorte Oppelstrup Jensen som 19-årig blev kåret som det allerstørste talent af dem alle sammen og fik prisen som årets fund i dansk idræt i 1991. Dengang havde det fynske energibundt gjort en bragende entre på en scene, der nok ikke nød en voldsom bevågenhed, men europajollesejlerens guld ved for-OL, sølv ved EM og bronze ved VM var en bedrift, som i sejlsportskredse vakte stor anerkendelse og altså også blev belønnet med dansk idræts ældste pris. Forventningspres Forventningspresset ved OL året efter var dog større, end en trods alt urutineret Dorte O. Jensen kunne tackle. I Barcelona opnåede hun en femteplads i et tæt felt, ganske få point fra bronzemedaljen, og selv om det de efterfølgende år blev til adskillige verdensmesterskaber i både europajolle, yngling og matchrace, er det bronzemedaljen ved OL i Athen i 2004, der har bibragt Dorte O. Jensen størst opmærksomhed - blandt andet fordi den reelt også var resultatet af en skuffelse. LÆS OGSÅÅrets Fund 1991 - Dorte O. Jensen (sejlsport) Med gasterne Helle Jespersen og Christina Otzen havde den nu noget mere mentalt robuste og sejrsvante skipper sejlet den danske ynglingbåd op på andenpladsen og dermed allerede sikret sig OL-medaljen, men ved at tyvstarte i den sidste sejlads gav danskerne Ukraine mulighed for at snuppe sølvet, hvilket de lige akkurat gjorde, mens danskerne satte kurs mod havnen. Vi har vundet en medalje i dumhed, rasede den skuffede skipper efter den bedrift. Ringe trøst Kvalifikationen til OL 2004 blev sikret tidligere samme år - ligeledes med en skuffelse. Ved VM blev Dorte O. Jensen i sidste sejlads passeret af landsmanden Trine Palludan, der blev verdensmester, og VM-sølvet var en ringe trøst. Da matchrace for kvinder blev indlemmet på det olympiske program til legene i 2012, indledte Dorte O. Jensen i partnerskab med Helle Jespersen og Annette Strøm en ny olympisk satsning i 2009, men hverdagen lod sig ikke forene med den tidskrævende satsning på sport. Efter selv at have overtaget Nyborg Fysioterapi i hjembyen sammen med to kolleger er det undervisning af unge sejlere og storbådssejlads på et noget lavere niveau, der bliver tid til ved siden af arbejdet og familielivet i Gudme med mand og to børn.
Modnet sejlertalent fylder 40




























