Da hun i hvid buksedragt dansede en sommeraften til ende med Johnny Madsen på Lemvig Pavillon i teenageårene under opvæksten godt tyve kilometer fra Vesterhavet, havde Marianne Højgaard Pedersen absolut ingen forestilling om, at hun mange år senere, i 2002, skulle slippe igennem nåleøjet til et af landets højeste juridiske embeder som dommer i Højesteret. Men hun besad, viste det sig, en knivskarp fornemmelse for juraens særlige blanding af stringent logik og fornuftsbetonede vurderinger. Landlig opvækst Musikeren Johnny Madsen stødte hun på, når hun gik i byen i området omkring Lemvig, hvor hun voksede op på Højgaard sammen med to søskende, høns, køer og grise, og hvor roerne skulle hakkes om sommeren og høet hentes ind i efteråret. Efter studentereksamen, den bedste i området, tilskyndede hendes far hende til at blive jurist, så hun kunne få et job i en bank. Men turen gik dog i stedet mod København og en karriere i lige linje over en stilling som fuldmægtig i Justitsministeriet, hos Københavns Politi, dommerfuldmægtig i Retten i Roskilde og senere dommer i Københavns Byret og fra 1997 til 2002 landsdommer i Østre Landsret. Selv ser hun ikke forløbet som karriereplanlægning. Det var mere interessen for mennesker og de virkelighedsnære problemstillinger, som interesserede hende ved juraen. Som i forældremyndighedssager, hvor hun var drivende kraft i indførelsen af psykologrådgivning og inddragelse af børnene. Fokus på unge Interessen for børn og unges vilkår gjorde hende i 1994 til medlem af Børnerådet, og hun har altid sat pris på en kriminalpolitik, som gav især unge en chance mere. En opfattelse, som dog ikke gør hende til en specielt blød dommer. For indignationen har også sit tag, og hun har aldrig haft problemer med at træffe en beslutning og fælde en dom. Hun kan det juridiske håndværk til fingerspidserne, og i 2002 blev hun dommer i Højesteret. En ærefuld udnævnelse, men først og fremmest en imødekommelse af Marianne Højgaard Pedersens ambition om at præge retsudviklingen, afklare spørgsmål og skabe ny lovgivning. Ganske vist er hverdagen blevet mere teoretisk, ikke mindst i de to år, hun var formand for Procesbevillingsnævnet, men nu er hun tilbage i dommersædet, og foran hende ligger en principiel sag, som skal afklare de nedre grænser for, hvornår personlige trusler er strafbare. Ønske om flere kvinder Som én ud af fem kvinder blandt nitten højesteretsdommere ser hun gerne, at der er flere kvinder, som har lysten til at lægge de mange timer i arbejdet. Og selvtilliden. Den har Marianne Højgaard Pedersen. Fødselsdagen fejres med familien og en teaterkoncert med sange af Leonard Cohen.