Forleden sang James Taylor for Barack Obama. I den rolle kommer man aldrig til at se Lucinda Williams - det er hun ikke dagligstuehyggelig nok til, men faktisk læste hendes far, digteren Miller Williams, et af sine værker højt ved 1997-indsættelsen af Bill Clinton. Selv om Williams altid har lydt, som om hun kommer fra et miljø, hvor modgang er en del af hverdagen, lyver hendes stemme. Nok er hun skilsmissebarn, men hun og hendes to søskende voksede op med deres universitetsundervisende far uden at mangle omsorg. Hun har siden omtalt faderen som sin mentor. I 1978 albumdebuterede hun med ’Ramblin’, der afspejlede hendes country- og bluesrødder og anslog den tone, hun senere har udviklet. Bob Dylan er en oplagt og erkendt inspiration, det samme er Bonnie Raitt, men Lucinda Williams er dog mest sig selv. Hendes sange kredser omkring det hvide lillebymiljø i Syden, om forliste forhold og drømme om et bedre liv.

Hvis The Stones skulle ringe... Samtidig er hun en sej guitarist. Hvis Rolling Stones engang skulle have et kvindeligt medlem, ville hun ikke være til at komme uden om. Williams synger sin ’happy woman blues’ med en smukt brugt sopran om sit alt andet end lige ud ad landevejen-liv, ikke skuffet eller desillusioneret, men erfaren, kuldslået og såret, og lige så tit stolt og selvbevidst. Altid hjertebankende ægte. Den kunstneriske præmis har betydet, at Williams er karrig med sine pladeudgivelser. En af hendes kendteste sange, ’Passionate Kisses’, blev et gennembrud for hende som sangskriver og for Mary Chapin Carpenter, der hittede med sangen i 1993. Ti album er det blevet til med Grammy-vinderen ’Car Wheels on a Gravel Road’ fra 1998 som kunstnerisk højdepunkt. At sangen ’Still I Long for Your Kiss’ kom med i filmen ’Hestehviskeren’, skadede ikke pladesalget. For tiden forbereder hun indspilningen af sit næste album. Lucinda Williams har til Rolling Stone fortalt, at hun har 40 nye sange at vælge imellem. Lidt af et luksusproblem for en sanger, der ellers synger om alt andet end det.