David Gress er en usædvanlig borgerlig fritænker med stærke holdninger, som han ikke fedter med.
I moralske spørgsmål er han kulturkonservativ og i økonomiske spørgsmål liberalist. Gress - manden med jakkesættet og hatten - ved man, hvor man har. Ikke mindst når han sætter sine skarpe ord på papir. Hans liv begyndte ellers som noget anarkistisk rod. Han voksede op hos sin mor, litteraten Elsa Gress, i et hjem, der nærmest var et eksperimentarium. Tidens avantgardekunstnere væltede ind og ud af hjemmet i Glumsø, og lille David havde et anstrengt forhold til Elsas mand, sin stedfar, den amerikanske maler Clifford Wright. At barndommen var en udfordring, har han selv beskrevet i sin selvbiografi fra 2011, 'Egne veje'. Og jo, David Gress har altid gået ’egne veje’. David kom på kostskole på Sorø Akademi, og i 1970 - som bare 17-årig - fik han studenterhuen. I 1970’erne flyttede han først til England og senere til USA, hvor han konverterede til katolicismen og i 1981 tog en ph.d. i middelalderhistorie. Når han var i USA, følte han sig europæisk, og når han var i Europa, følte han sig amerikansk. Bøger og freelanceskriveri Hans foreløbige hovedværk er en omfattende gennemgang af det moderne demokratiske Vesten: 'From Plato to Nato', hvor pointen er, at der ikke går en lige ubrudt linje fra grækerne til det moderne vestlige demokrati, men at vejen er brolagt med forbrydelser begået i kristenhedens og den vestlige verdens navn. I mange år var Gress senior research fellow ved tænketanken Hoover Foundation ved Stanford University. Da han vendte tilbage til Danmark i 1997, blev han først tilknyttet Dansk Udenrigspolitisk Institut, senere blev han lektor i klassisk filologi på Aarhus Universitet og var 2001-03 professor i international politik ved Boston University. Det blev bl.a. også til bøgerne 'Det bedste guld’ og 'Velstandens kilder' og freelanceskriveri for Jyllands-Posten og Berlingske. Men nogen fast akademisk stilling blev det ikke til i Danmark. Som han sagde til Weekendavisen i 2003: »På hvert institut er der kun plads til én Kurrild-Klitgaard (liberal forsker) eller én Bent Jensen (historiker), og så er det det. Så tillader den herskende mening ikke flere«. Ingen medløber Når Gress i dag deler synspunkter med mange nyborgerlige i Cepos og omegn - han er medstifter af Cepos - skyldes det mere, at tidsånden er kommet ham i møde, end omvendt. Gress er alt andet end en medløber. Da Gress i 1998 vendte tilbage til Danmark, faldt det sammen med, at Anders Fogh Rasmussen gjorde op med minimalstaten og krammede den socialdemokratiske velfærdsmodel. Gress tog i 00'erne kraftigt til genmæle mod det, som han så som borgerlig populisme. Ofte også i denne avis. Det er ikke kun velfærdssamfundet, der provokerer ham. Også tidens klimabevidsthed, som ifølge Gress er ren overtro, giver stof til indlæg og kronikker. I denne tid er David Gress i gang med at skrive et værk om Den Amerikanske Borgerkrig. Gress er gift med kunsthistorikeren Kirsten Gress, og han har tre voksne børn fra et tidligere ægteskab.
