De fleste presserådgivere ville sige til Lars Normann Jørgensen, at han skulle smile lidt mere. Det kan de sagtens sige. Hvad i alverden skulle man smile ad, når man har taget jobbet som advokat for folk, der fængsles, torteres, censureres? Normann Jørgensen smiler faktisk. Hver dag. Og ikke bare, fordi han har grund til at være tilfreds efter tyve år som Amnesty Internationals danske chef, men fordi han ret beset er det, man ville kalde en rar fyr, hvor man må sige sådan om en 'generalsekretær'. Normann ligner mere en sekretær end en general. Men som leder af et samarbejde mellem internationale eksperter og lokale amatører er han nødt til at fungere som øverstbefalende. Amnesty tæller tusinder af aktivister med hver sit motiv for at gå ind i arbejdet for menneskerettigheder. Men hvis organisationen ikke skal flagre mellem de gode viljer, er en eller anden nødt til at sætte kursen. Denne en eller anden er i dansk Amnesty Lars Normann Jørgensen. Det hævdes, at han er vild med fugle. Han er også citeret for, at en stor oplevelse ved en international Amnesty-konference var en kolibri uden for vinduet. Men skønt biolog af baggrund er hans dagsorden snarere jura tilsat et ordentligt skvæt moral. Bag hans høje pande gemmer sig en ufattelig masse opslag i kloge bøger og erfaringer med en verden, der ikke arter sig, som Amnesty ville anbefale. Han kan lyde personligt forurettet, når han puttes ind på tv-skærmen for at fortælle, at diktaturet i Syrien eller Hviderusland ikke opfører sig ordentligt. Det ved seerne godt i forvejen. Normann Jørgensens opgave er at give kritikken troværdighed og at sætte juridiske paragraffer på, at de faktisk er forpligtet til at rette op. Hvor andre måske var faldet for fristelsen til at bemægtige sig skærmen og søge popularitet, har Normann Jørgensen satset på tillid. Når han meddeler en udenrigsminister, at Amnesty »ikke finder svaret tilfredsstillende« (til Lene Espersen), skal offentligheden gerne føle, at ministeren ikke har lavet sine lektier. Maskinen Amnesty Normann Jørgensen har fået Amnesty til at fungere som en maskine, vil nogle mene. Og der er folk, som havde foretrukket at se Amnesty som et Hjallerup Marked for menneskerettigheder – med masser af plads for både festlige og folkelige indslag. Det er ikke Normann Jørgensens stil. Hans skjorter kan være ternede og kortærmede. Men stilen, især arbejdsmæssigt, er kontrolleret. Nemt er det vel aldrig, når konkurrencen i medierne hele tiden kræver noget ekstra, og undertrykkere som bekendt har en forbløffende evne til at gentage sig selv. Amnesty blev etableret for at gøre en indsats for den enkelte samvittighedsfange, og det er stadig Amnestys hjerte og utvivlsomt forklaringen på, at det er blevet en verdensorganisation, selv om reaktionære kynikere gerne vil latterliggøre den som politisk korrekthed. Sværere bliver det at fastholde populariteten fra højre til venstre, når Amnesty skal minde om, at »selv terrorister har rettigheder«, som Lars Normann Jørgensen formulerer det. Han har anklaget den danske regering for »torturhæleri« ved at lade PET bruge oplysninger, der er presset frem ved brug af tortur. »Ved kasse et siger man til Syrien eller Libyen, at I ikke må udøve tortur, men ved kasse to siger man, at hvis I alligevel gør det, vil vi gerne have en udskrift af rapporten« (til Kristeligt Dagblad). Stadig aktivist Generalsekretæren har også kritiseret regeringen for »afpresning«, når den kun vil lade afviste asylansøgere flytte ud af flygtningecentre, hvis forældrene vil samarbejde om en hjemsendelse. Pointen? At børn lider under de anspændte forhold på asylcentrene, og at deres rettigheder ikke bør afhænge af samfundets holdning til forældrene. Er det inden for Amnestys målskive? Sådan fortolkes det af Lars Normann Jørgensen. Han insisterer også på, at kritik af overgreb ude i verden ikke bør være et ritual, der bare skal overstås af hensyn til reklameværdien, når Danmark f.eks. har besøg af en kinesisk præsident. Heller ikke det inviterer til brede smil. Det er tredive år siden, at Normann Jørgensen selv var aktivist i Dansk Ungdoms Fællesråd. Aktivist er han stadig. Men han taler helst kun efter overvejelse. Hvem som helst kan kritisere FN’s Sikkerhedsråd for at være umoderne og i nød for kraftige reformer. Men når Amnesty kalder det »forældet«, at Rusland og Kina kan hindre FN i at hjælpe ofrene for undertrykkelse i Syrien, foldes ører ud. Hvem er det da, som med troværdighed kan kritisere verdens sikkerhedspolitiske omdrejningspunkt? Det er Lars Normann Jørgensen. Knastørt.