0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Sangerinden, der kan sit fadervor, fylder år

Kvinden bag sangen ’Jeg vil male dagen blå’, fylder 60 i dag.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Jens Dresling (arkiv)
Foto: Jens Dresling (arkiv)

ildsjæl. Pia Raug har efter års organisationsarbejde valgt at koncentrere sig om sin sang.

Fødselsdage
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Fødselsdage
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Pia Raug kommer ikke fra et hjem med klaver. I hendes barndomshjem spillede man sav. Eller rettere: Det gjorde hendes far, Ib Raug, blandt venner kaldet Savføreren. Som sådan gav han lyd fra sig i ensembler som Fyns Harmoniforvirring.

Hans datter har nok oplevet sin livskvote af forvirring, men hun har altid været ven med harmonierne. Allerede som ung arkæologi- og latinstuderende i Aarhus vakte den klassisksproglige student fra Odense Katedralskole opsigt rundt omkring på de små listige steder med sit fine guitarspil og en renhjertet stemme, der gjorde det mere naturligt for hende at synge Joan Baez end Bob Dylan. At hun alligevel gjorde begge dele, siger en del om et tidligt udviklet mod til at prøve grænser af.

I 1978 albumdebuterede hun med ’Hej, lille drøm’. Pladen indeholdt hendes tonsætning af Ebba Munk-teksten ’Regnvejrsdag i november’, som er en del af danskernes musikalske fælleseje under navnet ’Jeg vil male dagen blå’. Til Kristeligt Dagblad sagde Raug i 2000: »Skulle sangen blive det eneste spor, jeg sætter mig, ville det egentlig være okay … hvis den sang bliver min pil ud i fremtiden, skal jeg være taknemmelig for, at det lod sig gøre«.

Hun skulle dog lægge mange alen til sit kunstneriske udtryk, da hun på opfordring af Peter Abrahamsen i 1981 udgav en musikalsk gennemskrivning af Inger Christensens digtkreds ’Det’. Pludselig var der mere Joni Mitchell i hende end Joan Baez, og genrerne flød organisk sammen på et album, der føltes som en renselse for lytteren og for hende selv.

I det indledende nummer synges der »endnu er det uvist, om lyden når frem …«. Det var det ikke, da pladen var færdig. Den holder stadig som dokument om, at ikke alle sangerinder gik i Anne, Sanne & Lis-skolen dengang, og beviste, at feminister ikke behøver gå i rødstrømper.

Da hun i 1997 som den første modtog Nathalie Zahles Rejselegat, sagde hun om arbejdet med ’Det’: »Lige siden dengang har Inger siddet på min skulder og hvisket til mig, at sproget ikke må maltrakteres, selvom det iklædes musikkens slørende gevandter«.

Tidligt i 80’erne fik Pia Raug konstateret celleforandringer og kom ud i en depressionslignende krise. Hun blev så bange for at have og få kræft, at det i store dele af pressen blev udlagt, som om hun havde det.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce

Læs mere