»’Nogen skal jo være Lars Lilholt, og nu har jeg så taget det på mig’«, sagde sangskriveren, musikeren og sangeren for et par år siden i et interview i Information i erkendelse af, at det ikke nødvendigvis er hverken enkelt eller omkostningsfrit som menneske at nå dertil, hvor man ærlig talt kan sige, man er sig selv. I hvert fald stort set.
Bemærkningen faldt, da den gennem årtier i Danmark halvt folkekære og halvt foragtede Lars Lilholt i 2010 fik udgivet sin læseværdige selvbiografi ’Drømme og dæmoner’. »Tråden i hele bogen er, at det gælder om at synge sig selv. Hele mit liv har jeg forsøgt at lyde som Lars Lilholt«, uddybede han.
Kæmpehittet
Udefra hørt er det nu ellers lykkedes meget godt for ham. I årtier. Siden han i 1973 sammen med bl.a. kammerater fra gymnasiet i Aalborg dannede Kræn Bysted, har Lars Lilholt skilt sig ud på den rytmiske scene i Danmark.
Som ung lyttede han ganske vist til Donovan, The Rolling Stones, Bob Dylan og Steppeulvene ligesom mange af sine jævnaldrende. Men tidligt blev han en af de få, som i både musik og tekster dyrkede inspiration fra skillingsviser, irsk og skotsk folkemusik og også dansk folkemusik samt oven i købet selve den nedskrevne og fortalte danmarkshistorie helt tilbage fra runernes tid eller deromkring.
LÆS OGSÅ Lars Lilholt: »Jeg har fandeme ikke styr på metaforerne«
Simple temaer har sjældent præget hans tekstskrivning, og det gælder også gennem de mere end 30 år, hvor han har ledet bands i sit eget navn. Historiske slag, folkelige oprørere og modstandsfolk som Hvidstengruppen under Anden Verdenskrig har været med til at skabe det indre drama i hans sange. Alligevel er det en meget enkel sang, som er blevet hans største succes – i hvert fald hidtil.
Oprindelig var den med på lp’en ’Portland’ i 1986. Det var dog først nogle år senere, at ’Kald det kærlighed’ blev et hit, som navnet Lars Lilholt siden har været forbundet med. Afstemninger har udnævnt sangen til en af dansk pophistories bedste.
Publikum forventer at høre Lars Lilholt synge den. Flittigt er den blevet ønsket og spillet i radioprogrammer som ’Giro 413’. Og som enhver anden sang i kategorien landeplager er den nok lige så forhadt som elsket.
Hårdt liv
For Lars Lilholt har det lille iørefaldende nummer betydet, at nogle uden kendskab til hans øvrige repertoire betragter ham som schlagersnedker, hvad han sikkert kan være lidt træt af. Omvendt har han sagt, at det er den sang, som har betalt hans og hans families hus ude på landet i nærheden af Silkeborg.
Muligvis har hans samarbejde med kollegaerne Johnny Madsen og Allan Olsen i den såkaldte fritidstrio Dalton Brødrene også bidraget godt til økonomien i hjemmet, hvor hans instrumenter efter sigende fylder en del. Violin og klaver er nogle af de instrumenter, Lars Lilholt spiller, ud over hovedinstrumentet guitar.
Til avisen Børsen fortalte han for øvrigt for nogle år siden, at en af hans guitarer bærer en autograf skrevet af Johnny Cash. Det instrument er naturligvis sort.
LÆS OGSÅ Lars Lilholt: »Ingen mikser en Morgan som Johnny«
At der har været en del sorte huller i den danske troubadours eget liv, vidner selvbiografien om. Med et ærligt blik på også egne svigt og betydelige psykiske udfordringer er Lars Lilholts ’Drømme og dæmoner’ en af de mest oprigtige og givende selvbiografier skrevet af en musiker herhjemme i de seneste årtier.
De første barndomsår i Herlev, mens faren læste til arkitekt i København. Opvæksten og ungdommen i Aalborg. Den unge og yngre musikers liv turnéliv med druk og utroskab. Lars Lilholt forherliger ikke begivenhederne eller sig selv, når han skriver om sit liv.
Faktisk fortæller han på en måde, så man tror på, han har taget det på sig at være ingen anden end Lars Lilholt.
fortsæt med at læse
