Maria Bramsen var atten år, da hun stod i en lille lejlighed på solsiden af Istedgade og sang for sin fremtid. Lejligheden tilhørte Anne Dorte Michelsen, som søgte en ny makker i stedet for Gitte Naur til frontlinjen i Tøsedrengene, et band, der med to lp-plader bag sig radiohittede med reggaenummeret ’Sig du ka’ li’ mig’. Maria Bramsen kommer fra et hjem med klaver, Benny Andersens. Hun er nemlig datter af digterens ’Rosalina’, Cynthia.
Med en baggrund som korsanger for Debbie Cameron vandt hun den audition i Istedgade, og året efter var Maria Bramsen med til at lægge danskerne ned med Tøsedrengenes tredje album. ’Hør på mig’ sang hun. Det gjorde P3-Danmark i den grad. Sang sig ind i tiden Konstellationen af den inderlige aarhusianske Anne Dorte Michelsen og den lidenskabeligere Maria Bramsen sikrede Tøsedrengene et stort koncertpublikum og sekscifrede salgstal.






























