Jeg må indrømme, at jeg undertrykker et lille suk, da jeg hører om projektet.
Der er den her lange, træge tradition, hvor popsangere, som vil tages alvorligt, lader sig gribe af den altmodische dramatik hos Kurt Weill og Bert Brecht. Oh, evigtaktuelle Weimar-blues, som fremmanes ved enhver social krises skæringspunkt. Åh, kom hør kabareten om Jenny og Mackie Messer. Lad laser og pjalter blafre! Eller lad være.
