Forfatteren Stig Dalager har siden sin forfatterdebut i 1980 udvist en imponerende flid. Debuten skete i 1980 med novellesamlingen 'Hærværksforeningen og andre noveller', og lige siden har han udsendt en lang række romaner og novellesamlinger samt en stribe dramatiske arbejder. Stig Dalager er desuden en flittig debattør, essayist og kronikør - i de senere år ofte med udgangspunkt i kritik af danske asylforhold og indvandrerdebatten. Akademiker, der arbejder Stig Dalager har en solid akademisk baggrund for sit virke, idet han både er mag.art. og lic.phil. i litteratur, og han har haft en lige så solid succes med sine arbejder, idet hans romaner er blevet oversat til en lang række sprog, ligesom hans skuespil er blevet opført rundt om i næsten hele verden. I denne del af hans omfattende virksomhed står fortsat Sarajevo-monologen 'Jeg tæller timerne', som Stig Dalager skrev til skuespilleren Kirsten Olesen og Det Kgl. Teater, fortsat som det måske væsentligste. LÆS OGSÅOvervældende storværk fortæller ubærlig udryddelseshistorie Og forestillingen 'Drømmen' blev uropført i 1999 i New York med den svenske skuespiller Bibi Andersson i hovedrollen. Til næste år uropføres 'Family Night' i samme metropol af Negro Theatre Ensemble. Stig Dalagers forlag oplyser, at hans værker er blevet udgivet eller opført i mere end 25 lande, og begge kendsgerninger er ret usædvanlige for en forfatter fra et så lille sprogområde som dansk. Så Stig Dalager er måske ved at blive lige så berømt som den H.C. Andersen, han skildrede i den glimrende roman 'Rejse i blåt', måske hans allerbedste. Samme Andersen har også leveret råstoffet til skuespillet 'Herre og skygge'. Centrale figurer Centralt i forfatterskabet står tillige romanværket på hele fem bind om Jon Bækgård, der i anledning af den runde dag genudgives af forlaget Lindhardt & Ringhof med titlen 'Broerne til verden'. Dette værk er blevet rost og prist - sågar blevet kaldt for 'verdenslitteratur'. Hans seneste roman, 'Det blå lys', der handler om Marie Curie - den franske fysiker, der om ikke opfandt så påviste radioaktiviteten - er blevet rost i høje toner, og den har fået næsten alle de stjerner og hjerter, som anmeldere kan give et værk. Et nyt romanopus om bl.a. Søren Kierkegaard er på vej. LÆS OGSÅDen første kvindelige nobelprisvinder betager i ny roman Stig Dalager har boet 22 år i Aarhus, men har også i årenes løb haft mellemstationer rundt om i Europa; bl.a. opholdt han sig en tid lang i Wien, og nu har han en københavneradresse - i Brønshøj. Hans store og mangeårige indsats er ikke blevet overset, idet han har modtaget en række priser og udmærkelser. I 2005 modtog han således Statens Kunstfonds livsvarige ydelse, og i 2008 blev 'Rejse i blåt' nomineret til den fine internationale pris The Impact Prize.
Dansk forfatter med internationalt format fylder rundt





























