Orden, omtanke, omhu ser vi som tegn på civilisation – i modsætning til blind og brutal primitivitet.
Netop derfor er den logistiske systematik, den målbevidste optrapning og den utidige omhu i bogføringen af udslettelsen – netop dét – måske det mest naturstridigt modbydelige ved historien om nazisternes industrielt tilrettelagte udryddelse af de mange millioner mennesker under Anden Verdenskrig.
Ghettokrønike
Pertentligheden med detaljen over for brutaliteten en gros slår netop igennem som en rystende perversion i den 58-årige svenske forfatter Steve Sem-Sandbergs mastodont af en roman om umenneskelighed i civilisationens klædebon, som den udspillede sig i den polske by Lodz fra 1940 til 1944.
Af byens 700.000 indbyggere udgjorde jøderne i 1939 godt en tredjedel: En kvart million mennesker, der blev spærret inde i byens ghetto. Ved krigens slutning var kun omkring tusind i live.
Takket være særlige omstændigheder er processen netop dér velbeskrevet af jøderne selv i den såkaldte ’Ghettokrønike’. 3.000 sider skrevet dag for dag af ansatte i ghettoens arkiv, som bl.a. skulle bidrage til tyskernes kontrol og overblik over befolkning, beboelse osv.
Men ikke kun tyskernes – ghettoen havde sin egen leder: Mordechai Chaim Rumkowski var af nazisterne udpeget som ledende ’jødeældste’, Præses eller i daglig tale bare ’Formanden’. Her en gådefuld hovedperson.
Veldokumenteret
I egne øjne var Rumkowski ghettobefolkningens beskytter: Så længe de producerede uniformer m.v. på bydelens mange fabrikker, var de en gevinst for den tyske krigsmaskine, ikke en omkostning, ræsonnerede han.
Og strakte sig rigtig langt for at tilfredsstille ’kunderne’ – alt for langt for den sultende og alligevel snart deporterede befolkning, hvoraf de mest oprørske jo kun så ham som en kollaboratør, der sikrede sig selv magt og fordele.
LÆS OGSÅ Her er de bedste romaner om 11. september
Historikere har forsøgt at afdække den gådefulde leders rolle og psyke – han oprettede et børnehjem i ghettoen, men havde selv pædofile tilbøjeligheder – men Sem-Sandberg lader gåden stå ubesvaret.
Og Rumkowski – der endte med selv at blive deporteret sammen med hele familien og myrdet i Auschwitz i august 1944 – er ikke eneste hovedperson, kun den historisk mest veldokumenterede i denne vaskeægte dokumentarisme.
Nøgtern undersøgelse
Ghettokrøniken og mange andre aktstykker indflettes og gør stedvis romanen til tekstmosaik, mens andre passager er ren fiktion, om end bygget op omkring navne på faktiske indbyggere i byen.
Frem for alle den unge Adam Rzepin, der mister sin familie, selv den farbror, der har hutlet sig igennem som stikker for tyskerne, men selv akkurat når at opleve de russiske kampvognes indtog i byen.
Stig Dalager: Man har et ansvar over for den virkelighed, vi lever iLigesom grumme, ja, ubærlige scener undervejs (en ung tysk soldats bajonetspidning af småbørn som en slags sport!) viser Adams historie Sem-Sandbergs sikre sproglige greb: nøgtern undgåelse af enhver sentimentalitet – med desto dybere virkning som resultat.
Pertentlighedens forsvar
Udryddelsen af jøderne under Anden Verdenskrig er mildt sagt ikke ubeskrevet, heller ikke i litteraturen.
Overlevelsen på trods står Primo Levis vidnesbyrd som det store mindesmærke over, og overlevelse i Warszawas ghetto beskrev Wladislaw Szpilmann i den roman, Polanski filmatiserede som ’Pianisten’, og det samme gjorde f.eks. Stig Dalager i den stærke, lille roman ’Davids bog’.
Det ganske særlige ved Sem-Sandbergs storværk om udnyttelsen og udryddelsen af jøderne i Lodz – belønnet med den svenske Augustpris 2009 og indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris 2010 – er dobbeltgrebet:
Den litterære sikkerhed i komposition, sprog og indlevelse kombineret med en dokumentation, der først virker omstændelig, men i det 600 sider lange løb bliver en pointe i sig selv – den pertentlige ordens forsøg på at modstå tilintetgørelsen og brutalitetens overmagt.
fortsæt med at læse
