Oversættere lever ofte en anonymt liv, og det er ikke altid, det passer dem. Men en af landets fremmeste, Claus Bech, lader til at trives udmærket uden for rampelyset. Han har vel et par hundrede titler på samvittigheden, ofte oversat fra et engelsk, der af andre anses for uoversætteligt. Det gjaldt i 2001 den mærkelige bog af Thomas Pynchon ’Mason & Dixon’, om de to englændere, der i 1760’erne trak grænsen mellem de amerikanske nord- og sydstater (en grænse, der er blevet sammenlignet med den kolde krigs jerntæppe.)
Det hjalp, at Pynchon er et gammelt bekendtskab, og oversættelsen af de 830 sider yderst genstridige sider 1700-tals-pastiche klarede Claus Bech på otte måneder – fristen var så kort, fordi rettighederne var ved at udløbe, og Claus Bechs præstation var ved at stjæle billedet fra originalen. Ikke just noget, han som loyal oversætter stræber efter. Hans evne til, som enhver god oversætter, at være usynlig i teksten har da også indbragt ham dansk Oversætterforbunds Ærespris og EU’s Aristeion-pris.
