Blød soulstemme fylder rundt

Lyt til artiklen

Egentlig hedder han altså Svenninggaard til efternavn. Men eftersom hans far drev en skobutik i Hammel, er Søren blevet kaldt Sko siden sin skoletid. Og kælenavnet har også været som kunstnernavn hele vejen gennem en nu 23 år lang pladekarriere som sanger.

I modsætning til i dag havde cd-salget det godt i de år, hvor landet lærte Søren Sko at kende som den ene halvdel af duoen Sko/Torp.

Som en dansk pendant til Californiens bløde populære folk- og countryblandende lyd i slutningen af 1960’erne og i 1970’erne debuterede makkerparret Søren Sko og Palle Torp i 1990 med albummet ’On A Long Lonely Night’, der blev en kolossal publikumssucces.

Lyttede til Sinatra hele sommeren

Sko/Torp nåede at indspille en håndfuld album på blot 7 år, før duoen blev opløst i 1996. Herefter holdt sangeren og sangskriveren Søren Sko og komponisten og guitaristen Palle Torp en mangeårig pause fra hinanden.

I stedet etablerede Søren Sko sig som solist og bevægede sig som sådan i en retning, hvor han fik mulighed for at vise sit store talent for at synge soul.

Solodebuten fra 1998 hed blot ’Sko’. Hans følgende album blev titelmæssigt ved læsten, idet de hed henholdsvis ’Shine’ (2000) og ’Unpolished’ (2001). ’FaithHopeLove’ kaldte Søren Sko med den elegante, ofte perfektionistisk producerede vokal dog sit fjerde soloudspil fra 2002.

Året efter udgivelsen af det album fyldte sangeren 40. I gave modtog han blandt andet en boks med 21 Frank Sinatra-cd’er.

I interview har Søren Sko fortalt, hvordan han lyttede til Sinatra hele den sommer, han fyldte 40, og på den baggrund blev inspireret til at rejse til USA for der at prøve kræfter med at fortolke andres tekster.

Hjulpet af bassisten Chris Minh Doky indsang han i New York det jazzinspirerede album ’One For My Baby’, der indeholdt numre af John Lennon, Elton John, Stevie Wonder og andre.

På ’One For My Baby’ var enkelte af sangene dog skrevet i samarbejde med Palle Torp som et varsel om, at Sko/Torp havde genfundet hinanden.

I 2007 fik de to udgivet den tredobbelte opsamling ’Glorious Days’, og i det seneste tiår har de turneret med jævne mellemrum.

Søren Sko var i flere sæsoner i begyndelsen af årtusindet meddommer i ’Popstars’ på TV 2.

Hans seneste udgivelse er ’Shoes For Julia’, der udkom i 2012. Den præsenterede ham i et nyt duoformat sammen med sangeren og sangskriveren Julia Fabrin, der i første omgang blev landskendt i ’X Factor’, hvor hun var en del af gruppen Fireflies.

Dorte Hygum Sørensen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her