Salmedigteren Holger Lissner, der var sognepræst i Sønder Bjert ved Kolding fra 1980 til 2003, blev i 2007 interviewet af Bo Nygaard Larsen til dennes ’Himmelgrus. Portræt af ti danske salmedigtere’. Her sagde den da knap 70-årige, at hvis kristendommen ikke kan sige mennesker noget og hjælpe dem, er den et intellektuelt spil. Og Lissner, der har hele femten salmer i den nye salmebog – heraf syv oversættelser eller bearbejdelser – erkender, at han ikke er stærk i den billeddannende del af digtningen. »Jeg finder ikke på så mange spændende udtryk som en Pia Tafdrup« (eller en Simon Grotrian, kunne man tilføje).
Alligevel får Lissner i interviewet sagt noget centralt om litteratur generelt og salmer specifikt, nemlig at de river os ud af vores ordløse ensomhed og fører os ind i et fællesskab. For salmernes vedkommende »hvor vi tør tale til Kristus«. »Så længe vi kan det, er der håb om, at vi bliver ledt ud over vores egen lille bitte sorgfulde næsetip«. Af samme grund er Lissner en anti-subjektiv teolog, på grænsen til det calvinistiske, som Hans Hauge har skrevet. Selv siger Lissner, at enhver skal kunne identificere sig med ordene i en salme og tænke: Hvor griber Gud ind i mit liv? Desuden: En salme er et brugsdigt, der ikke skal pege hen på kunstneren. Den er et kunsthåndværk, hvor der er brugen, der er interessant. Ikke håndværkeren.
