Mere kontinuerligt end nogen anden sangskriver har Steffen Brandt i tre årtier været det danske sindelags begavede seismograf.
Med velformulerede sproglige vendinger til enhver tid siden TV-2’s debutplade, 'Fantastiske Toyota' i 1981, har han taget refrænfængende temperatur på stemningerne i landet og kærlighedens ikke altid misundelsesværdige placering i dem og mindet os om, hvordan han synes, det går.
Ofte med en smule afvæbnende ironi. Altid uden at give direkte svar på, hvordan han synes, det kunne gå bedre.
Belønningen i at holde sig vågen
Med sådan en bedrift bag sig på indtil videre 17 studiealbum med TV-2 og bl.a. i 2010 en gendigtning af Bob Dylan-tekster på teaterscener og på albummet 'Baby Blue' er det ikke underligt, at Steffen Brandt har modtaget Modersmål-Prisen (i 2003), at TV-2 fik en plade med i Kulturkanonen ('Nærmest lykkelig' fra 1988), og at formentlig halvdelen af landets indbyggere nærmest i søvne kan nævne titlen på et nummer med gruppen, der konsekvent og karakteristisk altid har kaldt sig 'Danmarks kedeligste orkester'.
Til gengæld kan det måske ved første tanke virke mærkeligt, at Steffen Brandt garanteret ikke er for vild med udelukkende at få opremset alt det gode, han har gjort som popkunstner gennem tiden helt tilbage til før 1981, hvor han var sanger i det engelsksprogede Aarhusband Taurus, der ved en enkelt lejlighed oplevede at blive betalt for at holde op med at spille i Thyborøn.
Steffen Brandt: Fuck den kærlighed!Det gennemført tvivlende og naturmæssigt blufærdige menneske Steffen Brandt har ofte udtalt, at han hellere befinder sig i nuet end i fortiden, og det indebærer, at man stiller sig selv den opgave at forblive interesseret og levende. Med alt, hvad det måtte indebære, når man kender sig selv så godt, som Steffen Brandt gør. I slutningen af sidste år sagde han i et interview i Politiken:
»Der ligger en kæmpestor belønning i at holde sig vågen med alderen. Alle sanser er mere skærpede og har aldrig været mere tense, kan man næsten sige«.
På det tidspunkt sidste år var TV-2 i gang med sin 30-års jubilæumsturné oven på udgivelsen af en samlet og derfor ikke ligefrem undervægtig retrospektiv cd-boks.
Samtidig holdt Steffen Brandt sådan lidt på sidelinjen og uden den store opmærksomhed fast i en rolle, han har påtaget sig i de senere år: at være kurator for yngre kolleger. Tina Dickow og Marie Key er et par af de sangskrivertalenter, der har nydt godt af den side af Steffen Brandts virke.
Den vigtige litteratur
Det samme har de musikere og det publikum, som i en årrække har oplevet Brandts arrangement Uden for sæsonen på Bornholm.
Når han ikke er på turné enten i Danmark eller – ofte – i for eksempel Grønland, opholder Steffen Brandt sig en hel del på hjemmearbejdspladsen bygget i baggården i Øgadekvarteret i Aarhus, hvor han i årtier har delt rækkehus med kæresten, kunstneren Jo Dam Kærgaard, med hvem han har tre børn.
Der er studie i det hus i baggården, og mon ikke også der er en skriveplads, hvor han kan nedfælde sprog både på rim og uden.
Brandt: »Bob Dylan er ikke for sjov«Ved siden af at skrive sange skriver Steffen Brandt også på andre tekster, og måske der en dag kommer noget på tryk ud af det arbejde.
Litteratur har været en vigtig del af hans liv, siden han var mellemste barn ud af tre i et hjem med klaver i Åbyhøj. Hans far var salgsrepræsentant og blev på et tidspunkt afdelingsleder i et byggefirma. Hans mor var hjemmegående. Både fodbold og spejder gik Steffen Brandt til som lille, men klaverundervisningen modtog han hjemme, fordi han var for genert til at spille hos fremmede.
»Giv mig, der er vigtigt«
Dengang universitetsmiljøet også i Aarhus var domineret af marxisme, tog Steffen Brandt en kandidatgrad i dansk og beholdt sin skepsis over for dogmer. Uddannelsen gav den blufærdige unge mand en platform, så han turde stille sig op på scener og spille de sange, han ikke kunne lade være med at skrive og synge.
Altid som om han havde og har en særlig evne til at være i øjenhøjde med sit publikum. Oftest iklædt sorte jeans, hvid skjorte og sort habitjakke.
TV-2’s seneste studieudspil er 'Showtime' fra 2011, og det er ikke en opfordring til at spille facadeballade, men et udspil med en endnu mere reflekteret og dyb Steffen Brandt end før.
LÆS OGSÅ Anmelderne: Brandt brænder Helmig af under duetkoncert
Da det album udkom, talte han i interview om sin bekymring for en slags kollektiv identitetskrise også blandt danskere, der helt ind i kærligheden er frygtsomme.
Dengang fik Steffen Brandt også i et interview i Ud & Se sagt noget, der signalerer, hvad han ønsker sig lige nu:
»Giv mig det, der er vigtigt og betyder noget. Glem alt det andet, det har jeg ikke tid til«.
fortsæt med at læse
