Dyderne fra barndommen går igen, når Dani Alves spiller fodbold. Ganske vist er forskellen på livet som feteret stjerne i Barcelona og hverdagen som søn af en bondefamilie i en brasiliansk landsby større, end afstanden på godt 10.000 kilometer mellem de to byer antyder, men dyderne - de er i grove træk de samme.
Daniel Alves da Silva kom til verden for nu 30 år siden i Brasiliens Bahia-region. Faderen var landmand, moderen passede huset, familien var fattig. Derfor var det påkrævet, at de syv søskende hjalp til i hjemmet, og netop det gjorde knægten med kælenavnet Dani uden at kny.





























