Det er ikke et pensionistliv i ro og mag, der står på dagsordenen, her hvor Nina Schiøttz runder de 70. Derimod er det 'Nissebanden', der optager den evigt travle scenograf. Premiere til november på Odense Teater. Bagved står hendes kunstneriske bonkammerat gennem mange år, Flemming Jensen. Det var bl.a. hans 'Knud den kedelige' på Folketeatret, som hun formåede at give et løft med forblændende perspektiv og video, så intet mindre end Europa blev placeret midt på Nørregade. Eventyrlig Det er nu især med farver og linjer, hun har haft talent for at trylle, inspireret af den store teatermalermester Helge Refn, der oprindelig fik hende til at slå ind på scenografvejen. Hun er især god til at få en eventyrlig verden til at åbne sig, som hun viste det med grønne kæmpeskræpper i 'Honk! Den grimme ælling' på Nørrebro Teater eller med en blånende Nil og gylden pyramide i Den Jyske Operas 'Det forjættede land'. Det har altid været det sceniske billede, hun har arbejdet på, frem for rum og koncept som den senere generation af scenografer. Det har hun gjort på sin stilsikre facon, både legende og farvemættet, men også med sans for diskret at underordne sig en overordnet helhed. »Forenkling, symbolik og en vis naivistisk komposition parret med sikker stilfornemmelse og humoristiske detaljer«, lyder karakteristikken i Gyldendals Teaterleksikon. Utallige udfordringer Udfordringerne har strakt sig fra gennembruddet med Brechts 'Det gode menneske fra Sezuan' på Aalborg Teater i 1976 til 'Jorden rundt i 80 dage' og 'Nattergalen' på Folketeatret, hvor hun i 1980'erne og 1990'erne nærmest havde status af husscenograf. Foreløbig er det blevet til 190 scenografier og et utal af kostumer samt en del teaterplakater. I værkstedet er der gang i en scenografi til en opera for børn, 'Billederne synger', der skal turnere rundt på kunstmuseer, og forude venter næste års Cirkusrevy, som hun nu for niende gang skal sætte kolorit på. Det har altid været billedstyrken, det har handlet om. I forbindelse med hendes sanseudstilling for børn, 'Kildevæld og kaos', på Brandts i 2008 fortalte Schiøttz, der gennem hele sit liv har været en ivrig sejler, om en skelsættende oplevelse, dengang hun i 1982 krydsede Stillehavet: »Den nat alene på Stillehavet følte jeg virkelig, hvordan himlen kom ned på jorden og gennem mig, der sad på vandet«. Det er dette glimt af noget fantastisk, der pludselig kan dumpe ned i ens dagligdag, som man kan være så heldig at fange, når man træder ind i et af Nina Schiøttz' eventyrlige universer.
Den fortryllende scenograf fylder 70





























