Danmark har i årtusinder været en søfartsnation, hvor eventyrlysten har drevet os ud på oceanerne. Flere har i tidernes løb fortalt om det i dragende bøger, så på en måde er det en historisk tradition, Troels Kløvedal kastede sig ud i, da han for 45 år siden satte kursen ud over verdenshavene med ’Nordkaperen’. Men han har været usædvanlig flittig og haft et både skarpt og følsomt blik for at formidle vovemodet og rejselysten i bøger, på film og tv samt igennem 1.500 foredrag over det ganske land. 17 bøger i op mod en million eksemplarer er det blevet til. Dermed har han fodret drømmene om de fjerne horisonter hos flere generationer af nysgerrige danskere, siden den første bog, ’Kærligheden, kildevandet…og det blå ocean’, udkom i 1978. Der er ikke mange juletræer i Danmark, hans bøger ikke har ligget under, og endnu færre bogreoler, som ikke bærer på en eller flere af hans glade, drømmende fortællinger. Troels Kløvedal ramte lige ned i en tid, hvor danskerne hærgede Sydeuropa på jagt efter sol og grisefester, mens han til gengæld opsøgte fjerne små folkeslag med en uskyldig nysgerrighed og indlevelsesevne, der stod i skarp kontrast til charterferiernes orkestrerede drukture. For skrivebordsdanskerne er Troels Kløvedals liv et utroligt eventyr, fordi han har gjort drømmene til virkelighed. Selv slår han det afslappet hen som en tilfældighed: »Dybest set er det vejret, der bestemmer mit liv«, har han sagt i et interview med Politiken. Vinden var i hvert fald turbulent i hans barndom og ungdom, hvor sammenbrud i familien sendte ham på børnehjem og kostskole, beskrevet i erindringsbogen ’Den tynde hud fra 1994’. Hans første møde med oceanerne kom efter uddannelsen som skibselektriker på Helsingør Værft. Han kom med fragtskib til Sydamerika, hvor han i en lokal arbejdskonflikt tog havnearbejdernes parti og dermed kom i konflikt med sin kaptajn. Begivenheden er med i hans første bog og slår fint den holdning an, som Troels Kløvedal siden har betragtet verden med: solidariteten med almindelige mennesker og en næsten romantisk tro på fællesskabets værdier. Handelsskibenes hierarki faldt ikke i hans smag. Men det gjorde ungdomsoprøret, som blomstrede i 1960’erne og bragte Troels Beha Erichsen, som han egentlig er døbt, til det socialistiske kollektiv Maos Lyst. Her tog beboerne det fælles efternavn Kløvedal efter Tolkiens elvers yderste forsvarsværker mod mørkets magter.
Kollektivismen fortsatte til søs. I 1967 købte han og nogle venner den tomastede sejlbåd ’Nordkaperen’, søsat 1905 og allerede brugt til en jordomsejling lige efter Anden Verdenskrig. Aftalen var, at hvis der var uenighed om kursen om bord på ’Nordkaperen’, så skulle den, der ville sejle længst væk, have ret. Derfor vandt Troels Kløvedal, for han ville opleve friheden i den lille båd og samtidig møde alverdens folkeslag. Ikke som velbeslået turist, men som nysgerrig sejlerbums i egen plimsoller. I vores nuværende kyniske tid, hvor regneark dominerer, ville vi kalde det romantik, men Troels Kløvedal har holdt fast i drømmen med den ene hånd og sekstanten i den anden, og han har gennemskuet, at fortællingen fra de fjerne horisonter rækker ind til skjulte drømme hos de fleste danskere. I årernes løb har han gennemført tre verdensomsejlinger, som han kalder »det mindste af det«. For megen tid er også brugt i små og store havområder som Ægæerhavet, Polynesien, Det Kinesiske Hav og blandt de hundredvis af indonesiske øer. Han har også haft op mod 1.000 medsejlere om bord på ’Nordkaperen’ i kortere eller længere perioder. Rejserne har også resulteret i over 30 tv-udsendelser, blandt andet fra den usædvanlige tur op ad Yangtze-floden i Kina, og en spillefilm. I 2010 optrådte han i en ny rolle, da han i fem DR-udsendelser fortalte den danske flådes historie – uden ’Nordkaperen’. Troels Kløvedal har sejlet verdenshavene tynde, men han har også været på rejse i sit eget indre. Fra den revolutionære ungdom til han som moden mand gik i samarbejde med en af Danmarks største kapitalister, Mærsk Mc-Kinney Møller, da ’Nordkaperen’ togtede rundt i Kina. Senere sprang Troels Kløvedal ud som royalist, da han interviewede dronning Margrethe for rullende kamera i kongeskibets forgyldte salon. Hans eventyrlyst og dygtige formidling har skæppet godt i den gamle skibselektrikers kasse. Ifølge presseforlydender har hans anpartsselskab Den Blå Delfin en pengetank på fem millioner kroner. Og der er udsigt til, at delfinen bliver endnu federe. Til sommer sejler Troels Kløvedal ud på en tur rundt i danske farvande med ’Nordkaperen’. Her skal han i seks udsendelser til TV 2’s nye kanal Fri skildre danske øer og havne, »folde Danmark ud, når det er allerbedst«, som han lover. ’Nordkaperen’ er i den anledning kommet til Danmark for første gang i mange år. Den kom ikke hjem på egen køl, men om bord på en Mærskbåd for at undgå det piratbefængte farvand i Det Indiske Ocean. Nu ligger den ved sin egen lille bro i Ebeltoft Fregathavn. Mon ikke den serie også kommer på skrift? I hvert fald vil han næste vinter drage ud til varmen på Tahiti, Tonga eller Samoa for at skrive en bog. Dermed vil Troels Kløvedal igen være at finde under mange eventyrlystne danskeres juletræer. Den gamle verdensomsejler er trods sine 70 år ikke gået i land, han er bare vendt tilbage til smult, hjemligt farvand. Når hjemhavnen nu er Ebeltoft, skyldes det, at Troels Kløvedal har landbase på en firlænget gård i Gravlev på Mols, som han har brugt 25 år på at sætte i stand. Her bor han med sin kone, Else Marie, og yngste søn, Asbjørn. Troels Kløvedal har fem børn med fire kvinder. Hans ældste søn er tv-værten Mikkel Beha Erichsen. »En mand får de børn, som de kvinder, han møder, synes, han skal ha’. Jeg mener at kunne sige, at det er pigerne, der har valgt mig. De har også valgt at få børn med mig. Hver gang har jeg sagt: »Jamen, jeg rejser …«. Det har de ikke opfattet som en forhindring«, har han fortalt til Politiken. Her sagde han også: »Jeg tror enormt meget på heldet og tilfældighederne. I dag tror mennesket, at vi kan planlægge alting. Næh, planlægning er noget, vi bruger, når vi sejler. Det duer ikke, når vi snakker kærlighed. Der skal man lade tilfældigheden råde«. Den minutiøse planlægning kommer heller ikke til at præge hans otium. For få dage siden afslørede han sine planer i en mail: »Når jeg ikke mere kan stå på et skibsdæk, vil jeg passe min gamle bondehave, nyde mit store bibliotek, le med mine fem børn og fem børnebørn og nyde min smukke kone. Og med vennerne en gang imellem drikke et glas rødvin på Memory Lane, hvor vi diskuterer verden, politikken og kunsten, som vi altid har gjort«.
