Filmkunstens filosof har i en høj alder fundet et nyt gear

Myte. Terrence Malick forlod Oxford i vrede efter en disput om omverdensbegrebet hos Kierkegaard, Wittgenstein og Heidegger.
Myte. Terrence Malick forlod Oxford i vrede efter en disput om omverdensbegrebet hos Kierkegaard, Wittgenstein og Heidegger.
Lyt til artiklen

Terrence Malick er amerikansk films mest sagnomspundne store hvide hval siden Orson Welles.

Som Welles er Malick en filosofisk filmgigant, der er en gåde for en prosaisk filmbranche.

Hvordan bliver man en myte?

LÆS MERE Filmverdens mystiske instruktør nægter interview og fotografering

I Malicks tilfælde laver man fantastiske film, men kun ganske få af dem og lader dem tale for sig selv. Når han da ikke lige helt er forsvundet ud af billedet, neddykket i sit indre verdenshav. 20 år gik der imellem ’Days of Heaven’ og ’The Thin Red Line’. Med det arbejdstempo er det ikke sært, Malick i løbet af 40 år kun har fået lavet seks spillefilm!

Hvor andre er begyndt med at lave reklamefilm, er filmmanden fra Texas uddannet filosof. Han har studeret i Oxford, som han forlod i vrede efter en disput om omverdensbegrebet hos Kierkegaard, Wittgenstein og Heidegger.

De filosofiske begreber begyndte han dog snart at omsætte til filmsprog. Således skrev han en tidlig udgave af manuskriptet til den moralfilosofiske politifilm ’Dirty Harry’.

Verdens kedeligste mesterværk
Debut som instruktør fik han i 1973 med ’Badlands’.

En slags white trash James Dean-variant over Bonnie & Clyde-mytologien. ’Days of Heaven’ var i 1978 en utraditionel western. En billedskøn og langstrakt kærlighedshistorie fra Texas anno 1900, hvor Malick brugte to år på efterarbejdet og grundlagde sit ry som dyr, besværlig og kompromisløs.

Malick vendte først i 1998 tilbage med Anden Verdenskrig-dramaet ’The Thin Red Line’, som vandt Guldbjørnen i Berlin. Herefter kunne Malick vælge og vrage og valgte ’The New World’. Historien om Pocahontas og John Smith, som Disney havde en anelse mere kommerciel succes med.

Omkring 1990 tumlede Malick med sit Q-projekt. En film om livets oprindelse. Q dukkede uventet op igen som komplementærmængden til det delvis selvbiografiske texanske familiedrama ’The Tree of Life’, som i 2011 vandt Guldpalmen i Cannes.

LÆS ANMELDELSE

Mageløs storfilm fortæller alt om det hele

Nogle så i ’The Tree of Life’ et grænseløst mesterværk, hvor Malicks berømte ’flydende’ kamera fejrede nye triumfer. Andre så noget i retning af verdens kedeligste film. Skeptikerne fik medvind, da den beslægtede efterfølger ’To The Wonder’ var faretruende tæt på selvparodien.

Flere film på vej

Men Malick har i en høj alder uventet fundet et helt nyt gear. Som om der er noget, han skal nå.

Der er hele tre film på vej. Nærmest på én gang.

LÆS OGSÅ Filmredaktøren dag 6: Nu har jeg set filmen om ALT

To af dem er kærlighedsdramaer med Natalie Portman og Christian Bale. Den ene film udspiller sig på Austins musikscene og er endnu uden titel, mens den anden hedder 'Knight Of Cups'.

Men den første, som får premiere, er 'Voyage of Time'.

Typisk for filmfilosoffen Terrence Malick er det en let lille sag om universets fødsel og undergang med Brad Pitt i hovedrollen.

Kim Skotte

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her