På et kontor i Vangede hang engang en række portrætter af socialdemokratiske formænd. Kontorets indehaver, Arthur Lindblom, der var formand for områdets arbejdsmænd, viede imidlertid kun plads til ’sande’ socialdemokratiske ledere, og på den måde fandt både Stauning, Hedtoft og H.C. Hansen plads på væggen, mens eksempelvis Jens Otto Krag aldrig fik sit ansigt op.
Et godt bud er, at Helle Thorning-Schmidt heller ikke havde vundet formand Arthurs gunst. På vej mod toppost Langt bedre chancer ville en fremtidig socialdemokratisk formand ved navn Peter Hummelgaard Thomsen formelig have. Ikke så få regner det for sandsynligt, at den nu 30-årige arbejderknægt og tidligere DSU-formand ender på sit partis toppost i fremtiden. Den slags ambitioner taler Hummelgaard ikke selv om. Men ved siden af sit åbenlyse politiske og oratoriske talent har han den fordel, at han kan trække på selve den socialdemokratiske mytologi som ledetråd for sit eget liv: Søn af hhv. kuffertslæberen og flymadpakkesmøreren i Kastrup Lufthavn. Formet af 3F-segmentet af faglærte og ufaglærte i Kastruplundsvej-kvarteret. Nyttedrager af velfærdssamfundet til at bryde den sociale arv og blive jurist (han blev cand.jur. kort efter nytår). Og i processen glødende fortaler for selv samme velfærdsstat og et opgør med storkapitalens magt. Massakren på utøya Peter Hummelgaard er altså taget ud af en Erik Clausen-film. Og dermed besidder han også en efterhånden svunden identitet hos Socialdemokraterne. Ikke så få S-ministre vil misunde ham evnen til at appellere direkte til middagsbordene i det arbejdersegment, som partiet aktuel bløder vælgere fra. »Han taler som en tillidsmand, der står foran 1.500 kolleger ude i lufthavnen. Det falder ham fuldstændig naturligt. I en tid, hvor politikere bliver kedeligere og kedeligere, er Peter en af dem, der rager op med sin personlighed.
