Nok har Niels Guttormsen ry for at være en af landets mest særprægede billedhuggere. Men historisk set har hans uddannelse meget lidt med skulptur at gøre. Han blev malersvend i 1953 og gik derefter på Kunstakademiet 1956-60, på malerlinjen. Desuden debuterede han på Kunstnernes Efterårsudstilling i København i 1958, også som maler. Som selvuddannet billedhugger debuterede han først seks år senere. Siden er det slet ikke som maler, at han har gjort sig gældende. I stedet har han integreret sin kunstneriske indsats i bymiljøet og i arkitekturen, og hvis der overhovedet kan tales om farver, er det farvemiljøer og farvesætninger. I lighed med sine forbilleder inden for amerikansk minimalisme og land-art kender man Guttormsens skulpturer på, at de ikke slægter traditionelle skulpturer på. Derimod kan de minde om så meget andet: landskaber, byskaber og rumlige manifestationer i dialog med et afgrænset miljø. I 1976 blev han medlem af Den Frie Udstilling, og det er blandt mere de krævende og eksperimenterende kolleger på parnasset, han hører hjemme. Kunst skal ikke være let, uskyldig og ureflekteret, som når et barn leger spontant med sig selv. Niels Guttormsen tænker i den grad over, hvad han gør som kunstner, og hvorfor og hvordan han gør med det. Vi har at gøre med en sleben perfektionist. Når perfektionisten Guttormsen gør noget, skal dette kunstneriske ’noget’ også sætte afgørende skel i forhold til den tradition, som han sikkert lidt modvilligt selv er en del af. Det er derfor, at hans brolagte gågade af en bjergkæde i Ballerup virker så uvant, at den dårligt kan kategoriseres som skulptur. Og noget tilsvarende gælder ’Vingehuset’ i det Ballerup, som har mere end en ting at takke Niels Guttormsen for. For ’Vingehuset’ – er det en usædvanlig skulptur eller et meget specielt stykke arkitektur eller en hybrid mellem begge? I 1992 tiltrådte Niels Guttormsen et professorat ved Skolen for Mur og Rum ved Det Kgl. Danske Kunstakademi, som varede til 1998. Han har været medlem af Akademirådet i fire perioder, af Statens Kunstfonds Indkøbsudvalg og af dets repræsentantskab, af Foreningen til Hovedstadens Forskønnelse, af Center for Dansk Billedkunst, af diverse råd under Akademirådet og censurkomiteer. Frem til 1996 var han kunstkonsulent ved Ballerup Kommune. For sin indsats har Niels Guttormsen modtaget Astrid Noacks Legat, Kai Nielsens Legat og Eckersberg Medaljen.
En både særpræget og sleben perfektionist fylder rundt






























