Da den globale økonomi for nogle år siden brød sammen, havde det muligvis sin enkle, men hidtil oversete forklaring: Herbert Pundik var begyndt at bruge af sine bonuspoint hos det israelske flyselskab El Al. Under sine 25 år som chefredaktør på Politiken havde han et rejsebudget, der kunne få voksne bestyrelsesformænd til at græde. Han pendlede mellem sit hjem på Olivengaden i Tel Aviv og sit kontor på Rådhuspladsen i København, men det var kun en lille del af flyvningen. Pundiks kærlighed til hver en krog af Guds grønne jord var af globale dimensioner, længe før nogen havde hørt om globalisering. Og rejselysten forsvandt ikke, bare fordi han fratrådte en stilling i København, så en skønne dag i sit otium stak han hovedet ind på EL Al-kontoret i Tel Aviv og spurgte, om de lige ville tjekke hans konto med bonuspoint. Den forbløffelse og vantro, der ramte flyselskabets medarbejdere ved synet af Pundiks opsparede point, var ifølge 1001 Nats Eventyr så stor, at den forplantede sig som to minutters stilhed gennem hele Mellemøsten fra Jerusalem til Bagdad og videre til Det Lykkelige Arabien. Lyden af en skrivemaskine De to minutter blev den længst varende fred nogen sinde på de kanter, men efter et opkald til Den Internationale Valutafond fik Pundik alligevel lov til at flyve løs og bruge af sine point. Kort efter krakkede Lehman Brothers i New York, freden var slut, intifadaer og ørkenkrige gik atter i gang, Mellemøsten var Mellemøsten, verden lignede sig selv, og Pundik var Pundik. Nu er han 85 og mellemlander stadig på Rådhuspladsen, når det kan klemmes ind mellem en rundrejse i Kina, et job som rejseleder i Burma, en Politiken Plus-tur til Egypten og Jordan samt fire foredrag i Jylland og tre i København. Han sætter sig på sit lille kontor, der ligner et depot fra etnografisk samling, og allerede under bevægelsen ned i kontorstolen klaprer han på sin Erika rejseskrivemaskine.
Måtte guderne holde hånden over den maskine, for det eneste sted i verden, den i dag kan repareres, er hos en gammel syrer i suk’en i Damaskus, hvortil selv Pundik vanskeligt kan rejse for tiden. Og lyden af Erika er vanedannende for os andre, det er den bedste lyd på Politiken, en lyd, der minder om de pundik’ske dage i hjørneværelset, hvor hans skrivebord var på størrelse med mødebordet ved Jaltakonferencen, og han råbte på hebraisk, engelsk og dansk i mindst tre telefoner på én gang. Sønnen tabt i krig Årene på Politiken var dog egentlig nok, ligesom dagene på Politiken nu er, parenteser i Pundiks liv.
