Der er ikke mange topledere i dansk erhvervsliv, der er i stand til selv at udskifte et HPFI-relæ, hvis lyset går på kontoret. Eller som kan foretage en tandoperation på kollegaens kat. Men Teddy Hebo Larsen, HR-direktør i medicinalkoncernen Lundbeck, er en lidt atypisk person blandt de jurister, økonomer og CBS-kandidater, der fylder godt ud i C20-selskabernes chefportrætter. For eksempel ville han formentlig i dag være praktiserende dyrlæge, hvis hans kone ikke havde fået korthårsallergi. Og i stedet for at pleje pelsdyr blev han ansvarlig for situationen for knap 6.000 ansatte. Da den 17-årige Hvidovre-dreng forlod grundskolen, stod den efter eget udsagn mest på »musik, fodbold og glade dage« og værnepligt – og en uddannelse som elektriker. Et liv med loddekolben trak dog ikke rigtigt, og i stedet søgte han ind på dyrlægeuddannelsen. Men tre år inde i studierne fik hans hustru, tandlægen Bente, konstateret så svær korthårsallergi, at han var nødt til at tage brusebad, før han gik hjem. Og drømmen om egen praksis var definitivt færdig. »Enten måtte jeg skifte karriere eller skifte kone«, som han udtrykker det. Konen vandt, og Teddy Hebo påstår hårdnakket, at han aldrig har fortrudt valget.
Mange interesser
I 1985 blev han derfor ansat i medicinalkæmpen Eli Lillys afdeling for veterinærmedicin, og i 1990 skiftede han til de tobenede kunder og blev produktchef i Eli Lillys humanmedicinske afdeling. Det blev i alt til 23 år hos den amerikanske koncern, der via et job som øverste chef i Eli Lilly Denmark – og et år som formand for Lægemiddelindustriforeningen – gjorde ham til en del af et seksmands team, der skulle omlægge Eli Lillys globale forretningskultur. Lige til Lundbecks svenske topchef, Ulf Wiinberg, i 2009 lokkede ham til hovedsædet i Valby. Fra sundhed i øjenhøjde til big business. Løbebanen afspejles i de to børn: 29-årige Rikke er børnelæge, mens Thomas på 24 er cand.merc.int. Og godt nok består aftenlitteraturen nu mest af bøger om filosofi, ledelse og kaosteori, men han kan også lide at læse fodboldresultater. Især for tiden, hvor hans gamle klub, Hvidovre – som han var formand for fra 2002 til 2008, efter at Peter Schmeichel havde opgivet at være klubejer – ligger i toppen af 2. division øst. Så stiger humøret derhjemme.




























