Send en SMS til din hund

Lyt til artiklen

Fremtidens mobiltelefoni rækker langt ud over tale og de små tekstbeskeder sendt over mobiltelefonen, mener dansk professor. Danskerne er først begyndt at sniffe til mulighederne ved mobiltelefoni og telefonselskaberne står til at score milliardgevinst. Ikke kun fnisende skoletøser, men også midaldrende landmænd taster de små SMS-beskeder. Selv om tallene endnu ikke er kommet, så tyder den foreløbige vækst i beskeder på, at danskerne har sendt over en milliard SMS'er i løbet af 2001. Alene i første halvår af 2001 blev over 600 mio. beskeder sendt af sted til og fra de danske mobiltelefoner, og teleselskaberne tjener efterhånden styrtende med penge på tjenesterne. »Sidste år var omsætningen på over en halv milliard, og et slag på tasken er, at teleselskaberne vil have en milliard kroner i omsætning inden for det næste år. Det er inklusive alle SMS-tjenester og med mulighed for yderligere vækst«, vurderer Ib Tolstrup, direktør i teleselskabernes brancheforening, Telekommunikationsindustrien. SMS er endda endnu kun på forsøgsstadiet. Ifølge Ib Tolstrup bruger industrien i øjeblikket SMS-servicen til at undersøge marked og muligheder, inden den store 3.-generations mobiltelefoni skal indføres med UMTS. De fire teleselskaber, der har fået tilladelse til at drive UMTS-telefoni, skal kunne nå 80 pct. af den danske befolkning ved udgangen af 2008. »Det, vi laver i år, er forberedelser til den mere spændende del, hvor man kan sende billeder eller videoklip med SMS, og måske har et kamera indbygget i mobiltelefonen. Der kommer tilnærmelser til det i år, men det går først rigtigt løs med UMTS«, siger Ib Tolstrup. Udviklingen stopper dog ikke ved videoklip og billeder. Professor ved Aalborg Universitets Center for Personkommunikation, Jørgen Bach Andersen, mener, at fremtiden vil vise danskerne helt nye og ukendte sider af mobiltelefonen. Jørgen Bach Andersen peger på, at den nyeste version af data sproget bag internettet - internetprotokol version 6 - er så stort, at der er plads til, at køleskabe, strygejern eller biler kan få en adresse på internettet. Det betyder, at i fremtiden kan sende en SMS fra S-toget til strygejernet for lige at tjekke, om det nu også er slukket. »Der er adresser nok til, at alt kan fås med internetadresse inklusive den kaffekop og kaffemaskine, der står her ved siden af mig. Eller din hund kan få en lille chip i halsbåndet, så du kan finde ud af, hvor den er henne, hvis den er løbet væk. Det er et rimeligt frugtbart hav for fantasifulde mennesker at dykke ned i, når de opdager de muligheder«, siger Jørgen Bach Andersen. Hans tanker om de fremtidige muligheder ligger i tråd med visioner som tidligere er fremført af bl.a. den amerikanske professor Nicholas Negroponte fra det højt estimerede Massachusset Institute of Technology (MIT), der har peget på, at i fremtiden det ikke længere være mennesker, der dominerer internettet, efterhånden som de mest almindelige maskiner omkring os vil begynde at kommunikere med hinanden. Mere end ringetoner Opfindsomheden rækker langt ud de ringetoner eller sjoferter til mobiltelefonen, som annoncerne i formiddagsbladene reklamerer for. »Jeg tror på, at der bliver et kreativt marked, og jeg synes egentlig, at erfaringen viser, at danskerne er rimeligt gode til at finde på«, siger Jørgen Bach Andersen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her