Lyt til artiklen
Et kort øjeblik forstummer de stemmer, der har skreget sig hæse gennem halvanden times march på landevejen og gennem skovene. Selv trommernes buldren dør ud, og den muntert adspredte snak forsvinder bag ansigtsmaskerne. Aktivisterne har i dagevis forberedt sig mentalt på at stå ved kanten af det på en gang storslåede og deprimerende hul. Men røsterne forstummer ved synet af jordbunker i en farvelskala fra gul over gråt til sort langs de enorme gasledninger, der fører hen til den flade bund af brun jord, der som en menneskeskabt ørken er rullet ud foran os – så langt øjet rækker.
»Wow, det er vildt. Så enormt. Så skræmmende. Som scener fra et mareridt om en ødelagt Jord«, siger en af de unge i hvide beskyttelsesdragter ved siden af mig.
