Danske Bank er blevet politianmeldt for bevidst at vildlede kunder ved salg af investeringsproduktet Flexinvest Fri.
Det er Finanstilsynet, som har meldt Danske Bank til politiet. Ifølge Finanstilsynet var Danske Bank klar over, at en meget stor del af deres kunder kunne forvente et negativt nettokast gennem Flexinvest Fri, men det fortalte banken ikke til kunderne. Danske Bank fortsatte også med at sælge produktet til nye kunder, men undlod at oplyse dem om det forventede negative afkast.
»Det er efter Finanstilsynets opfattelse en meget alvorlig overtrædelse af de forbrugerbeskyttende regler, der gælder på området. En overtrædelse, som også kan være med til at svække tilliden til det finansielle system«, skriver Finanstilsynet i en pressemeddelelse.
87.000 kunder har fået erstatning
Sagen om Flexinvest Fri handler om, at Danske Bank i 2017 hævede gebyrerne så meget på investeringsproduktet, at prisen ikke gik hånd i hånd med, hvad kunderne kunne forvente i afkast. Hele 87.000 kunder kom derfor til at betale for høje gebyrer for deres investeringer. Det erkendte Danske Bank tidligere på sommeren, hvor de ramte kunder fik erstatning.
Ved samme lejlighed valgte Danske Bank at fyre Jesper Nielsen, der var direktør for bankens forretning i Danmark og tidligere havde været administrerende direktør.
»I den konkrete sag var han på daværende tidspunkt en af de ansvarlige bankdirektører, der ikke i tilstrækkelig grad sikrede, at Flexinvest Fri-produktet var det rigtige i forhold til kunderne. Derfor mener vi ikke, at Jesper kan fortsætte i stillingen«, sagde Danske Banks bestyrelsesformand, Karsten Dybvad, i den forbindelse i en pressemeddelelse.
Minister: Sagen kan skade alle banker
Erhvervsminister Simon Kollerup (S) er tilfreds med, at Finanstilsynet har valgt at politianmelde Danske Bank for at sælge et produkt, som kunderne ville tabe penge på. Simon Kollerup skriver i en udtalelse til Ritzau, at han ser med stor alvor på sagen.
Danske Bank har sat tilliden til branchen på spil ved sælge produkt, som kunderne ville tabe penge på.
»Sagen her skader ikke kun Danske Bank, men risikerer at svække tilliden til hele den finansielle sektor. Og det er alvorligt, for vi skal allesammen kunne stole på vores bank«, siger han.
Danske Bank: Berettiget kritik
Udover at anmelde Danske Bank til politiet, har Finanstilsynet truffet afgørelse om at udstede en række påbud overfor banken.
Danske Bank skal nu foretage nye vurderinger af alle kunder, som har en investeringsaftale i Flexinvest Fri, og banken skal sørge for at gøre godt for den mangelfulde kommunikation til alle kunder, der har haft et forventet negativt nettoafkast gennem investeringsproduktet.
I en kommentar til Finanstilsynets afgørelse skriver Danske Bank, at der er tale om »hård og berettiget kritik fra tilsynet«.
»Vores kunder skal kunne stole på, at vi har deres interesser på sinde, og at vi leverer retvisende og fyldestgørende information og rådgivning til dem. Det har vi ikke levet op til i denne sag. Derfor har vi taget en række konsekvenser, herunder personalemæssige, og alle berørte kunder vil naturligvis blive godtgjort. Derudover er vi blandt andet ved at gennemgå vores investeringsprodukter og -procedurer. Vi tager de nødvendige tiltag for at undgå, at noget lignende kan ske igen i fremtiden og for at efterleve tilsynets påbud«, siger Danske Banks administrerende direktør Chris Vogelzang.
.
fortsæt med at læse


























