Da flere tusinde unge i fredags fik svar på, om de var kommet ind på drømmeuddannelsen, var det også startskuddet til endnu en årlig begivenhed.
Desperate Facebook-opdateringer og Netto-opslag med det samme budskab: hjælp til at finde en billig studiebolig i storbyen, hurtigst muligt. Det lykkes ikke altid, og hvert år skønnes 1.000 studerende at møde op på studiet første dag som hjemløse. Det tal vil formentlig være højere i år. I forhold til sidste år er studieoptaget steget med 12 procent – men ikke siden 1995 er der givet offentlig støtte til kollegiebyggeri.
Nok er nok
Samtidig viser den nyligt offentliggjorte 2009-Boligundersøgelse, at sammenlægninger og modernisering af lejligheder har gjort det for dyrt for studerende at leje private boliger.


























