Lave renter tvinger landets pensionsselskaber til at finde nye investeringsmuligheder - det har banet vejen for stadig større investeringer i grønne energikilder som solceller.
Arkivfoto: Jacob Ehrbahn

Lave renter tvinger landets pensionsselskaber til at finde nye investeringsmuligheder - det har banet vejen for stadig større investeringer i grønne energikilder som solceller.

Privatøkonomi

Nu bliver dine pensionspenge omsat i vindmøller, solceller og grøn energi

Pensionsselskaber investerer fem gange mere i vedvarende energikilder som sol og vind end i sorte som kul, gas og olie. Grøn tænketank: Det kan blive endnu bedre.

Privatøkonomi

Efter en tøvende og forsigtig start har de danske pensionsselskaber for alvor fået smag for investeringer i grønne og miljørigtige energikilder.

I løbet af de seneste fire år, fra 2014 til 2017, er de danske selskabers samlede investeringer i vindmøller, solceller og biobrændsel mere end fordoblet fra 41 til godt 100 milliarder kroner.

Grøn slår sort

For hver dansk pensionskrone, der investeres i sorte, miljøbelastende energikilder som olie-, kul- og gas, investerer selskaberne nu i gennemsnit fem kroner i de grønne og vedvarende energikilder, viser en ny medlemsundersøgelse, udarbejdet af brancheorganisationen Forsikring & Pension.

Dermed er mere end 80 procent af pensionsselskabernes energiinvesteringer i dag placeret i vedvarende energi.

»Når man tager i betragtning, at godt 85 procent af verdens energiforbrug fortsat stammer fra den sorte energi og kun 15 procent fra den grønne, så må man sige at pensionsbranchen går foran med store skridt i den grønne omstilling, der er målet både i Danmark og i store dele af verden«, siger Karsten Beltoft, underdirektør i Forsikring & Pension. Men selvom pensionsbranchen er blevet mere grøn og bæredygtig, er det ikke den rene idealisme, der driver værket.

Alternative investeringer

Grønne investeringer er blevet et attraktivt investeringsobjekt i et marked, hvor de lave renter har pillet magien ud af de traditionelle obligationsinvesteringer, lyder meldingen fra Torben Möger Pedersen, administrerende direktør i PensionDanmark, et af de pensionsselskaber, der satser massivt på grønne energiinvesteringer.

Da vi foretog de første investeringer på det her område i 2010 var det nyt og eksotisk, i dag er alle pensionsselskaber aktive på dette område

»Da vi foretog de første investeringer på det her område i 2010 var det nyt og eksotisk, i dag er alle pensionsselskaber aktive på dette område«, siger Torben Möger Pedersen:

»Alle selskaber leder med lys g lygte efter nye investeringsmuligheder, og der er grøn energi og infrastruktur et rigtig godt og stabilt alternativ til obligationer og aktier«, siger han. Ifølge den nye undersøgelse, investerede de danske pensionsselskaber i alt 1,4 procent af den samlede pensionsformue i vedvarende energi i 2014.

I 2017 er andelen steget til 3,4 procent.

Tænketank: Hæv ambitionsniveauet

Til sammenligning har pensionsselskabernes investeringer i sorte, fossile brændstoffer ligget nogenlunde stabilt på 0,7 procent af pensionsformue siden 2014. Derfor er der al mulig grund til at rose pensionsselskaberne for den grønne bølge, men der er også plads til at hæve ambitionsniveauet, lyder kommentaren fra den grønne tænketank Concito.

»Vi ved, der er enorme forskelle i pensionsselskabernes satsning på grønne investeringer, og energiinvesteringer udgør stadig en temmelig lille del af selskabernes samlede formue«, siger Charlotte Fischer, chef for Concitos virksomhedsplatform for bæredygtigt erhverv.

»Vi så gerne, at selskaberne opstillede konkrete mål for, hvornår de er klar til helt at dropper investeringer i de sorte energikilder som kul og olie. Og der er jo allerede selskaber, der har vedtaget at sortliste den type af investeringer«, siger hun.

Skal man opstille den slags mål, selvom det giver kunderne et lavere afkast?

»Nej det skal man ikke, pensionsselskaberne har pligt til at optimere afkastet, men der er et spillerum, hvor det er muligt for selskaberne både at opstille nogle fornuftige grønne mål og sikre afkastet«, siger hun.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Boykot duer ikke

Men sortlistning og boykot er ikke vejen frem, mener Torben Möger Pedersen.:

»Olie og gas vil i mange årtier endnu udgøre en væsentlig del af den globale energiforsyning, derfor er det utrolig vigtigt, at man ikke bare melder sig ud, men prøver at påvirke de store olie og gasselskaber som aktive medejere, så længe der er brug for dem«, siger han.

PensionDanmark har investere massivt i danske og udenlandske vindmøller, biomassefyrede kraftværker og solenergi. Samlet set har selskabet grønne investeringer for 23 milliarder kroner, svarende til 10 procent af den samlede formue.

Boom i grønne investeringer

Selv om verdenssamfundet fortsat efterspørger sort energi til varme, elektricitet og transport, har mange lande, også Danmark, besluttet at erstatte fossile brændsler med grønne energikilder.

»Derfor giver det god mening, at pensionsselskaberne på sigt udfaser deres engagement i den fossile energisektor og omlægger deres investeringer. Jeg er overbevist om vi vil se en fortsat stigning i grønne investeringer, og jeg kan garantere, at selskaberne kun investerer grønt, hvis de er sikre på at får et afkast den anden vej«, siger Karsten Beltoft.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce