Arbejdspladsvurdering. Copenhagen Metro Team er hovedentreprenør på det offentlige metrobyggeri. I begyndelsen af juni havde byggeriet fået 100 strakspåbud af Arbejdstilsynet.
Foto: JENS DRESLING (arkiv)

Arbejdspladsvurdering. Copenhagen Metro Team er hovedentreprenør på det offentlige metrobyggeri. I begyndelsen af juni havde byggeriet fået 100 strakspåbud af Arbejdstilsynet.

Virksomheder

Metroentreprenør: Udbredt brug af vold, trusler og sexchikane

Rapporter afslører store arbejdsmiljøproblemer hos metrobyggeriets hovedentreprenør.

Virksomheder

Vold, trusler, mobning og sexchikane fra cheferne.

Det er virkeligheden for de godt 260 arkitekter, ingeniører og andre administrativt ansatte i Copenhagen Metro Team (CMT), der er hovedentreprenør på det offentlige metrobyggeri.

LÆS MERE

Politiken er i besiddelse af virksomhedens interne arbejdspladsvurdering, APV, fra 2012.

Spørgeundersøgelsen blandt 123 danske og udenlandske ansatte viser, at medarbejdere i ni tilfælde har været udsat for fysisk vold, der har været syv tilfælde af sexchikane, 16 tilfælde af mobning og seks tilfælde af trusler om vold.

Sagen er usædvanlig grov

I de fleste tilfælde står ledelsen bag overtrædelserne, fremgår det af APV’en.

»Hver eneste dag er der trusler. Hvis man kommer for sent til et møde, råber chefen og truer med fyring. Strategien er ledelse gennem frygt«, siger en tidligere ansat til Politiken.

Et nyt strakspåbud om ugen
I forsommeren var Arbejdstilsynet på fire besøg i CMT’s administration, og det har resulteret i fem såkaldte påbud.

Efter samtale med 24 danske og udenlandske ingeniører, designere, tegnere og andre administrative medarbejdere konstaterede Arbejdstilsynet, at virksomhedens psykiske arbejdsmiljø er alvorligt udfordret af et massivt arbejdspres og mobning.

»Sagen er usædvanlig grov, fordi der er tale om mobning. Vi ved, at det har rigtig store konsekvenser for den enkelte og kan forfølge folk i årevis«, siger tilsynschef Karsten Bach Christensen.

Sagen er den seneste i en lang række, der omhandler et kritisabelt og sundhedstruende arbejdsmiljø på metrobyggeriet. I begyndelsen af juni havde byggeriet fået 100 strakspåbud af Arbejdstilsynet, 24 rådgivningspåbud, 1 forbud og 13 sager til strafferetlig vurdering.

Mønsteret er siden fortsat med cirka et nyt strakspåbud om ugen, oplyser tilsynet.

Arbejder trods sygdom
Medarbejdernes udsagn om arbejdsmiljøet på CMT’s hovedkontor fremgår af Arbejdstilsynets rapporter, som Politiken har fået aktindsigt i:

»Der er en chef, der har råbt: »Jeg får ham der til at kneppe dig i røven, og så bliver du sparket om bord på den næste flyvemaskine««, siger en medarbejder.

Arbejdstilsynet konstaterer, at selv om mange ifølge deres kontrakt har en 37-timers arbejdsuge, truer ledelsen de ansatte med fyring, hvis de ikke konsekvent arbejder mindst 45 timer om ugen.

I den tekniske afdeling er det normen at arbejde 50-60 timer om ugen, og nogle arbejder endnu mere, lyder det.

»Medarbejderne oplyser, at mange går syge på arbejde, fordi de er bange for reprimander, hvis de bliver hjemme«, skriver Arbejdstilsynet, der også noterer sig, at »nogle medarbejdere var grådlabile, når de fortalte om deres arbejde«.

Metroselskabet: Foruroligende oplysninger

Staten er medejer af det 22 milliarder kroner dyre byggeri, og transportminister Pia Olsen Dyhr (SF) siger i en e-mail til Politiken, at forholdene er uacceptable:

»Det er alvorlige forhold, der her kommer frem om forholdene for de ansatte i CMT. Det er godt, at Arbejdstilsynet har grebet ind«.

LÆS MERE

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

CMT vil ikke stille op til interview i sagen, og kommunikationschef Jens Munch vil kun i en kortfattet mail svare på Politikens mange spørgsmål: »CMT har orienteret Metroselskabet om, at vi har gennemført en plan, der skal forbedre arbejdsmiljøet og sænke arbejdsbyrden«.

Metroselskabet har som bygherre det formelle ansvar for byggeriet. Selv om problemerne hos CMT, der er nabo til Metroselskabet, har eksisteret i to år, oplyser selskabet, at det først nu får kendskab til oplysningerne om fysisk vold, trusler, sexchikane, mobning og massivt overarbejde:

»De her oplysninger er foruroligende og helt uacceptable. Vores forventning er, at der bliver fulgt tæt op på det her, og det har CMT’s ledelse nu taget initiativ til«, siger teknisk direktør Erik Skotting.

Men det har stået på i to år på jeres adresse. Hvordan kan det forbigå jeres opmærksomhed så længe?

»Vi følger primært med i det, der foregår ude på byggepladserne. Forholdene blandt kontormedarbejderne, der ganske rigtigt er vore naboer, kommer ikke automatisk til vores kendskab. Men når vi får kendskab til uacceptable forhold, så reagerer vi«.

Præcisering: En tidligere version af denne artikel angav, at CMT og Metroselskabet deler adresse. Vi skal præcisere, at Metroselskabets adresse er Metrovej 5, mens CMT har til huse på Metrovej 11.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden