Kreditkort-gigant køber Nets’ konto-til-konto baserede services.

Mastercard køber del af Nets for over 21 milliarder

Foto: Benoit Tessier/Ritzau Scanpix
Foto: Benoit Tessier/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Mastercard har indgået aftale med Nets om at købe Nets’ konto-til-konto-baserede services for godt 21,3 milliarder kroner, oplyser Nets i pressemeddelelse.

Det kommer til at styrke Mastercards position på markedet, vurderer Bo Nilsson, administrerende direktør i Nets.

»For fuldt ud at realisere det internationale vækstpotentiale ud over vores eksisterende geografiske tilstedeværelse kræves evner og ressourcer i en grad, som kun en etableret, global markedsleder besidder«.

»Med sin globale rækkevidde er Mastercard i en unik position til at kunne forløse det potentiale som vores konto-til-konto platform har«, siger han i pressemeddelelsen.

Corporate Services i Nets er ifølge Børsen et økosystem af elektronisk tilbagevendende betalinger, straksbetalinger og servicer inden for e-identitet.

Ifølge avisen bruger over 90 procent af husholdningerne i Danmark og Norge services fra Nets til deres betalinger.

Frasalget omfatter ikke NemID, som fortsat vil være en del af Nets.

Før handlen er endelig, skal den godkendes af relevante myndigheder.


ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her