EU-Kommissionen har mandag givet grønt lys til en planlagt sammenlægning af den italiensk-amerikanske bilproducent Fiat Chrysler og franske PSA, som er moderselskab til Peugeot, Citröen og Opel, oplyser kommissionen. Tilladelsen kommer, efter at selskaberne er gået med til at forpligte sig til bestemte betingelser. De skal sikre, at sammenlægningen ikke går ud over konkurrencen.
»Vi kan tillade sammenlægningen af Fiat Chrysler og Peugeot SA, fordi deres forpligtelser vil facilitere adgang og udvidelse i markedet for små kommercielle varevogne. I andre markeder, hvor de to bilproducenter er aktive, vil konkurrencen forblive dynamisk efter sammenlægningen«, siger Margrethe Vestager, som er næstformand i EU-Kommissionen og kommissær for konkurrence.
Beslutningen kommer efter en »dybdegående« undersøgelse af den foreslåede sammenlægning. Efter planen skal sammenlægningen realiseres i begyndelsen af 2021. Det vil skabe verdens fjerdestørste bilselskab. Foran er Volkswagen, Renault-Nissan-Mitsubishi og Toyota.
PSA får adgang til det amerikanske marked
Det fusionerede selskab har endnu ikke besluttet et fælles navn. Fordelingen mellem de to parter bliver 50-50. Selskabet får hovedsæde i Holland, men vil fortsat have større kontorer i Paris, Milano og New York.
FCA-koncernen, som også omfatter bilmærkerne Jeep, Alfa Romeo og Ram og kontrolleres af den italienske Agnelli-familie, som grundlagde Fiat, har længe ledt efter en partner. Fusionen kommer, på et tidspunkt hvor bilbranchen generelt står over for meget store udfordringer. Bilernes udstødninger skal overholde stadig skrappere miljø- og kllimalovgivning. Samtidig skal der udvikles helt nye elbiler, og der udvikles helt nye standarder for sikkerhed.
Synergieffekter ved fusionen er opgjort til 3,7 milliarder euro (knap 27,5 milliarder kroner). Markedsværdien for det nye selskab er opgjort til 50 milliarder euro (knap 372 milliarder kroner).
For PSA betyder aftalen, at det kan få adgang til det lukrative amerikanske marked og få del i FCA’s marked for luksusbiler med Alfa Romeo og Maserati. Fiat blev majoritetsejer i amerikanske Chrysler i 2009, da selskabet var tæt på at gå konkurs.
ritzau
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter