Novo Nordisk vil sammenlagt bruge 42 milliarder kroner i selskabets produktionsfaciliteter i Kalundborg.

Novo Nordisk vil investere 42 milliarder i dansk fabrik

Foto: Finn Frandsen
Foto: Finn Frandsen
Lyt til artiklen

Den voldsomme vækst i efterspørgslen på diabetesmidlet Ozempic og fedmemedicinen Wegovy får nu Novo Nordisk til at accelerere udbygningen af selskabets danske fabrikker yderligere.

Dermed bliver en del af den årlige investeringsramme på 25 milliarder kroner, som Novo Nordisk i februar meddelte, at den har afsat til nye fabrikker, altså udmøntet i Danmark. Det nye anlæg i Kalundborg, hvor Novo allerede har haft produktion i mere end 50 år, kommer til at omfatte 170.000 kvadratmeter.

Første spadestik tages fredag, og allerede i 2025 vil de første bygninger kunne tages i brug. Byggeriet vil beskæftige op mod 3.000 personer, mens det står på indtil 2029. Når byggeriet står færdigt, vil det beskæftige 800 nye Novo-ansatte.

De nye fabrikker skal indrettes, så der kan produceres forskellige typer medicin, herunder de ovennævnte såkaldte GLP 1-præparater.

»Den store investering, vi annoncerer i dag, understreger vigtigheden af, at vi bruger vores eksisterende produktionsfaciliteter som grundsten for vores nuværende vækst. Men også for at kunne udvide så hurtigt som muligt ved at udnytte al den infrastruktur, viden og kompetencer, vi allerede har«, siger Henrik Wulff, der er executive vice president for Product Supply, Quality & IT hos Novo Nordisk.

Naturlig placering

Når Novo Nordisk har besluttet at bruge 42 milliarder kroner på at bygge nye produktionsfaciliteter i Kalundborg, handler det ikke kun om, at den danske virksomhed gerne vil investere i Danmark. Der er nemlig mange andre fordele ved at udbygge den nuværende produktion i Kalundborg, forklarer Michael Hallgren, der er produktionsdirektør hos Novo Nordisk Manufacturing i den vestsjællandske by.

»Det er meget naturligt at øge vores tilstedeværelse i Kalundborg, hvor vi har ligget i mere end 50 år og har stor erfaring med denne type produktion. Samtidig har vi miljøgodkendelser på plads. Den slags kan godt tage lang tid, så når vi vil bygge hurtigt og sikkert, så gør vi det i Kalundborg. Og så har vi jo et partnerskab i Kalundborg, hvor affaldet fra processerne blandt andet bliver genanvendt til biomasse og naturgødning. Så det er virkelig et godt setup på den grønne profil«, siger han.

De nye produktionsfaciliteter skal hovedsageligt fremstille såkaldte aktive farmaceutiske ingredienser. Det er den råvare, der senere blandes op og påfyldes og pakkes ind. Og mens påfyldning og indpakning med fordel kan foregå så tæt så muligt på det sted, hvor medicinen skal sælges, forholder det sig anderledes med de aktive ingredienser.

»De maskiner og den knowhow, der skal bruges, er ikke hyldevarer, man bare hælder ned i indkøbsvognen, og på den måde er det anderledes end pakke- og fyldelinjer. Det er noget, der kræver en særlig ekspertise, og som er udviklet sammen med vores ingeniører i Novo Nordisk Engineering«, forklarer Michael Hallgren.

Nedgang i byggebranchen er en fordel

Han skal nu at finde entreprenører og håndværkere, der kan stå for byggeriet af de nye fabrikker i Kalundborg. Det sker på et tidspunkt, hvor byggebranchen er ramt af det høje renteniveau og høje materialepriser. Det har medført, at mange byggerier enten er blevet udskudt eller helt aflyst.

»Det er jo klart en fordel, at markedet som sådan ikke er overophedet, når man går i gang. Den nedgang, som man ser i det private byggeri, vil selvfølgelig gøre det lettere at tiltrække håndværkere over til det industrielle byggeri. Så det tror jeg, at der er mange, der ser frem til«, siger han.

Foruden anlægget i Kalundborg afventer Novo Nordisk også godkendelse til en ny produktion på Fyn.

Novo Nordisk har i dag 23.000 ansatte i Danmark.

Ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her