I 2016 holdt Søren Ulrik Thomsen en tale på Københavns Universitet, som han kaldte ’Den andens blik'. Talens budskab var på direkte dansk: »Tal frit fra leveren og lad de andre sige, hvad fanden de vil«. Det budskab er udgangspunkt for samtalen mellem litteraturredaktør Jes Stein Pedersen og forfatter Søren Ulrik Thomsen i denne uges udgave af Bogfolk.
De forholder sig blandt andet til den igangværende konflikt på filmskolen, hvor en ny generation af studerende ikke længere vil se film med blandt andet racistisk og misogynt indhold.
Det, synes Søren Ulrik Thomsen, er kritisabelt og beskriver det som ’respektfuld hensynsløshed’. Han mener, at det er et forsøg på at installere et altomfattende moralsk blik og at diktere, hvordan noget skal tolkes.
»Det etiske og æstetiske hænger ikke sammen. Verden går ikke op. Det er et vilkår og en spænding, vi må leve i«, siger han.
Han mener, at det er vigtigt, at nye, unge kunstnere og filmskabere stadig er villige til at se og undersøge kunst, der er skabt af og på forfærdelige præmisser. For eksempel at det er vigtigt, at vi stadig ser film af Leni Riefenstahl – Hitlers foretrukne dokumentarist. Fordi vi bliver konfronteret med det svært håndterlige faktum, at her er der et meget ubehageligt politisk budskab serveret af en meget stor kunstner.
Lyt med.
BOGFOLK
I Bogfolk kan du lytte til interview med aktuelle forfattere og høre om nye tendenser i dansk og udenlandsk litteratur. Bogfolk tager både skønlitteratur og faglitteratur under kærlig behandling.
Vært: Jes Stein Pedersen
Producer: Sille Westphal
