Politikens nye debatpodcast ’Den levende’ stiller tidens store spørgsmål til de tænkere, der tør svare på dem. Når alt er under forandring, bliver ideerne nemlig allermest levende.

Ny podcast med Lotte Folke: »Hvad er frihed i en verden, hvor du ikke længere kan trække vejret?«

Foto: Thomas Borberg
Foto: Thomas Borberg

Det er juni. Der er indført afbrændingsforbud flere steder i Danmark, og de fleste af hos har fået besked fra Hofor, der høfligt beder os om at spare på vandet. »Hjælp os så meget, du kan – selv en vandkandefuld eller et minut mindre under bruseren hjælper. Så er der vand nok til alle i varmen«.

Det hele er en påmindelse om at jorden brænder under os, at vores adfærd har konsekvenser for vores eksistens. Sociolog Nikolaj Schultz beskriver i sin bog ’Landsyge’ en situation, hvor han flygter ud af det 35 grader varme Paris, ud på en ø, hvor det viser sig, at alle andre også er flygtet hen. Han opdager, at han ikke er fri her, øen er ved at blive slidt ned af ham og alle de andre mennesker, der drikker alt drikkevandet og hærger naturen. Det får ham til at erkende, at vi med klimakrisen er tvunget til at gentænke frihedsbegrebet, fordi det, vi forstår ved frihed i dag, slider kloden ned.

Nikolaj Schultz er første gæst i Politikens nye podcast ’Den levende’. Her tager opinionsredaktør Lotte Folke dig hver uge i hånden og går på jagt efter de store understrømme i vores allesammens fælles samtale. Hver uge interviewer hun tidens bedste tænkere og klæder sammen med idéhistoriker og kulturjournalist Eva Eistrup lytterne på til at tænke med.

I første afsnit, som du kan høre her, ser Lotte Folke og Eva Eistrup nærmere på begrebet ’frihed’.

Ifølge sociolog og forfatter Nikolaj Schultz er vi altså nødt til at tænke over, hvordan vi bliver frie i en verden, hvor vi ikke kan trække vejret. Vi har brug for at mobilisere en økologisk tænkning, der kan hjælpe os med at gentænke vores begreber. Det har vi heldigvis prøvet før. Men hvordan er det nu, man gør?

Sille Westphal

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her