Poptillægget tager i denne uge på gymnasiebesøg hos de 15 gymnasieelever på Frederiksborg Gymansium, der i DR3-serien ’Alt for kliken’ forsøger at navigere igennem deres sidste gymnasieår med SRP-opgaver, kyssekonkurrencer, ensomhed og kampen for at kontrollere eget image.

Politikens Poptillæg: Hvad går ensomheden ud på i 'Alt for kliken'?

Dimi er en af de 15 gymnasieelever, der bliver portrætteret i DR3-serien 'Alt for kliken'. Foto: /Screendump fra DR.
Dimi er en af de 15 gymnasieelever, der bliver portrætteret i DR3-serien 'Alt for kliken'. Foto: /Screendump fra DR.

Husker du fornemmelsen af at føle sig udenfor og have stress over afleveringer og karakterer? Og husker du den altoverskyggende tanke om en mulig scoring til den kommende fest? Så har du nok gået på gymnasiet.

I DR3-serien 'Alt for kliken' har du mulighed for at gennemgå hele følelsesregistret på ny gennem halvt græske Dimi, den kristne elevrådsformand Signe og en række andre 3.G’ere på Frederiksborg Gymnasium og Hf. For alt på gymnasiet er, som det plejer at være. 12-talspigerne konkurrerer med hinanden og sig selv, regelrytteren går op i regler og drengegrupperne er inddelt i magtfulde hierarkier.

Ugens popkulturelle klike vender i ugens podcast vrangen ud på seriens hovedpersoner, deler ud af egne gymnasieerfaringer og taler om den norske ungdomsserie 'Lovelek', eller 'Buksemyndig', som også kan ses på DR.

Kathrine Eggert Wadsholt

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her