Kâlańguak står foran et rødt træhus omgivet af sne. Hun har ikke set huset i 44 år, men det var her, hun levede sine første tre år. Her hun lærte at kravle, gå og tale.

Det røde træhus ligger i udkanten af Sisimiut i Vestgrønland. Man kan høre hylene fra de hundredvis af slædehunde, der af sikkerhedsmæssige årsager står lænket uden for byen.

»Nummer 88. Det er her, jeg har boet. Det er underligt at stå her efter så mange år. Det er en glæde at se, at jeg har været barn her. Men det er også her, hvor alt forandrer sig. Kaos og spektakel«.

Kâlańguak tager en dyb indånding og banker på døren til sit barndomshjem. Hun ved ikke, hvem der bor i det nu, hun ved bare, at hun har et længselsfuldt behov for at se det hjem, hvor hendes grønlandske liv begyndte – og sluttede.

Sidste gang, hun var derinde, var, da hendes far begik selvmord. Han hængte sig, mens Kâlańguak og hendes fire søskende var alene hjemme med ham. Kort tid efter blev Kâlańguak, som på det tidspunkt var fire år gammel, bortadopteret til en dansk familie, der tog hende med tilbage til Danmark. Kontakten med den grønlandske baggrund ophørte totalt og blev erstattet af en følelse af at skulle være dansk. Tale dansk. Og opføre sig ’dansk’.

»Jeg kiggede på min danske adoptivfamilie, og på hvordan de var. For jo mere dansk jeg kunne blive, jo længere væk kunne jeg komme fra det grønlandske – og alle de ting, jeg havde hørt«, siger hun.

Kâlańguak var bare et af de mere end 100 grønlandske børn, som i 1960’erne og 1970’erne blev bortadopteret til danske familier og derefter afskåret fra al kontakt med det sted, de var født. Et omdiskuteret kapitel i Danmarkshistorien, som forfatteren Tine Bryld i 1998 dokumenterede i sin bog ’ I den bedste mening’. Adoptionerne og ikke mindst måden, de blev gennemført på, har siden været udsat for vedvarende kritik.

I 2019 var forfatter Iben Mondrup, der selv er født og opvokset i Grønland, i gang med research til sin netop udgivne roman ’Tabita’, som handler om bortadoptionen af grønlandske børn og ikke mindst de konsekvenser, det fik for børnene.

»Noget, der virkelig kom bag på mig, var, hvor let det har været at få lov til at tage et barn med hjem fra Grønland. Jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at det var så ureguleret. I første ombæring ville jeg have skrevet om nogle af de mange grønlandske børn, der har været i Danmark på skoleophold. Men ret hurtigt blev det adoptionerne, som optog mig. Vi har ikke hørt ret meget om den side af vores fælles dansk-grønlandske historie«, siger Iben Mondrup.

»Så stødte jeg på Kâlańguak. Og sad pludselig over for den levende historie. Vi havde kun talt sammen en enkelt gang, inden vi var på vej tilbage til Sisimiut, hvor Kâlańguak kommer fra«.

Kâlańguak var nemlig helt klar til at tage tilbage til sit hjemland, da hun mødte Iben Mondrup. Kort forinden var hun begyndt at grave i sin opvækst og ophav, og hun havde netop taget sit grønlandske navn til sig: Kâlańguak. Fra hun var fire til hun var 46, hed hun Karen. Et navn, som adoptivforældrene havde givet hende. Men Karen forsvandt, da hun søgte aktindsigt i sine adoptionspapirer og så, at hun faktisk var døbt Kâlańguak Hansine Ludvigsen.

»Jeg kan kun se hans ben«
En mand i 30’erne åbner døren og ser spørgende på Kâlańguak og Iben. Kâlańguak får fremstammet sit navn og fortæller, at hun boede i huset, da hun var barn.

»Må vi komme ind«, spørger hun.

Manden hedder Anders, og han lader venligt Kâlańguak og Iben gå ind i huset, der er under totalrenovering. Anders er vokset op i huset, som han nu har overtaget fra sine forældre, der flyttede ind i 70’erne. Da Kâlańguaks familie var flyttet ud.

Anders bor i nr. 88 med sin gravide kone, og de viser rundt i byggerodet. Kâlańguak kan ikke genkende noget som helst.

Det er først, da hun kommer ovenpå, at minderne begynder at vælde frem. Uroen sætter sig i kroppen, og da de kommer op ad trappen til førstesalens to rum, stopper hendes ben med at gå fremad.

»Hvad siger din krop?«, spørger Iben.

»Den vil ikke derind«.

Kâlańguaks stemme ryster.

»Jeg kan ikke løfte mine ben. Jeg får en trykken for hjertet, som om der er noget, der holder mig nede«.

»Skal jeg gå derind sammen med dig?«, spørger Iben.

Kâlańguak kigger ud ad vinduet og får overtalt sine ben til at gå ind i soveværelset, men det er ikke en rar oplevelse.

»Jeg får helt ondt i maven. Det er som om, jeg har to sække rundt om benene. Jeg ved, at min far har begået selvmord i det her hus. Det er underligt, at kroppen kan reagere så kraftigt på det«.

Pludselig kan hun huske brudstykker af der, der rent faktisk skete.

»Jeg er tre år, og jeg kan huske, at jeg er oppe ovenpå. Jeg kan se ned ad trappen i gangen, og det eneste jeg kan se, er faktisk nogle ben. De er ikke nede på gulvet. De hænger. Jeg kan kun se hans ben. Men jeg forstår jo ikke, at det er min far, der har hængt sig selv. Og jeg forstår ikke, hvad det er, han har gjort«.

Børnene var alene hjemme med faren, da han begik selvmord. Og historien bliver bekræftet, da Kâlańguak og Iben senere taler med Ingrid Olsen, der dengang var nabo til familien i det røde hus.

Det var Ingrid Olsens storesøster, som fandt Kâlańguaks far og alle børnene i huset. Naboerne blev nødt til at smadre vinduet ovenpå for at kunne komme ind i huset, hvor børnene græd.

»Kort tid efter kommer der en masse larm og kaos«, husker Kâlańguak. »Der er nogle voksne, og der er rod. Jeg forstår ikke alt det kaos, der er omkring mig. Det eneste, jeg mærker, er fred. Jeg kan mærke, at der er en ro hos ham«.

Det er, hvad Kâlańguak husker.

Børnene så snuskede ud

Inden afrejsen til Sisimiut stod det tydeligt for Kâlańguak, at der var meget, hun ikke vidste om sin egen historie. Livet i Sisimiut var ikke noget, der blev talt om i det danske hjem.

»Den historie, jeg har fået at vide af mine adoptivforældre, var, at jeg blev bortadopteret, fordi min far begik selvmord, og min mor ikke kunne tage vare på os«, fortæller Kâlańguak.

»Hjemme hos os (i Danmark red.) talte vi aldrig om Grønland, det blev aldrig nævnt, det har aldrig været der«.

Det er derfor, Kâlańguak og Iben Mondrup rejser tilbage til det røde hus – for at tale med de mennesker, som kendte til hendes biologiske familie i begyndelsen af 1970’erne. Det var en tid, hvor selvmord var et stort tabu, og hvor flere havde undret sig over, hvad der blev af Kâlańguak og hendes søskende efter tragedien. Fra sin barndom i Danmark kan Kâlańguak huske, at den eneste måde, hun lærte om sin baggrund, var, når de voksne i hendes danske familie talte om deres egne oplevelser i Grønland:

»Så fortalte de om, at de børn, de så deroppe, var nogle børn, der løb rundt om aftenen, og at de ofte så lidt snuskede ud, og at de manglede noget omsorg. Det var den måde, jeg kunne få informationer om min barndom. Når de talte om de grønlandske børn, tog jeg det til mig. For jeg var jo også grønlænder«.

Men efterhånden som hun stykker flere og flere ting sammen fra sine første år, begynder hun at overveje, om det har været for at beskytte hende, at der ikke blev talt om Grønland? Var det måske et hensyn overfor et traumatiseret barn i en tid, hvor man ikke vidste bedre?

Det ændrer dog ikke på, at Kâlańguak i dag sidder med en vrede over, at hendes grønlandske identitet blev pakket sammen.

»Jeg kunne ikke få lov til at være mig selv. Jeg er jo grønlænder, og ja, jeg er adopteret, men jeg har aldrig fået lov til at tale om det«.

Savn og tårer

Mange år efter, Kâlańguak var flyttet hjemmefra – dengang hun stadig hed Karen – blev hun ringet op af sin adoptivmor, som fortalte, at hendes biologiske mor var død. Hun fortalte samtidig, at Kâlańguak havde en storesøster, som meget gerne ville i kontakt med hende. Kâlańguak havde glemt alt om sine søskende i årene, der var gået siden barndommen, og derfor vidste hun heller ikke, hvor mange der var i søskendeflokken. Det viste sig, at de var syv, og at Kâlańguak var den sidste søster, de manglede at høre fra.

Det var da hun mødte sin storesøster Sanne, at Kâlańguak begyndte at stykke en fortælling sammen om sin familie.

Hun kom i kontakt med flere af sine søskende, men problemet var, at der ikke var nogen af de syv, som kendte til alle detaljerne om, hvorfor de blev splittet ad, og hvad der skete i tiden op til – og efter – faren begik selvmord.

Mens hun er i Grønland, går det op for Kâlańguak, at fortællingen om barndomshjemmet måske er mere nuanceret end først antaget. Inden hun rejser, tager hun mod til sig og spørger storesøsteren Sanne, hvad hun ved om deres barndomshjem.

Sanne er fem år ældre end Kalanguak, så måske kan hun huske meget mere? Var der meget druk? Husker Sanne noget fra farens selvmord?

Sanne husker mange detaljer om deres forældre, og hun fortæller om et lykkeligt ægteskab med en hårdtarbejdende mor, farens røverhistorier og kærlige drillerier.

Det giver et andet billede end de få, men miserable historier, hun har fået i sit danske barndomshjem.

Det er derfor med stor nervøsitet, at Kâlańguak tager til Sisimiut for at finde ud af mere om sin opvækst. Hun har kvalme – over at have levet et liv med ubearbejdede traumer, som nu kommer frem. Og hun er vred over at have grædt så mange gange ned i sin pude som barn, når hun skulle sove, fordi hun savnede sin biologiske familie, og fordi hun var bange for at nogen skulle opdage, at hun var ked af det.

»Der har jo været en stor kærlighed til mine biologiske forældre. En enorm længsel, som kommer dybt indefra. Det må have været noget, jeg erindrer, fra før jeg blev adopteret«, siger Kâlańguak.

Da flyet lander i Sisimiut, finder hun trøst i, at hun kan mærke, at hun har set fjeldene før. Hendes krop har gået på vejene. Nu skal hendes sind finde tilbage, og hun skal opdage sin egen historie forfra.

Kâlańguaks danske adoptivfamilie har ikke ønsket at medvirke i hverken podcastserien eller denne artikel. De understreger, at de er uenige i, at der ikke blev talt om Grønland i hjemmet.