Det er måske ikke noget, der holder Putin vågen om natten, men nu sker det altså. Lige om lidt er Danmark fuldt og helt med i EU’s forsvarssamarbejde. Onsdag fik Borgens ja-partier en sejr, de har ventet på længe, og de fejrede det som om, vi havde vundet et EM eller en krig. Nu begynder hverdagen så i dansk politik, og hvad har folkeafstemningen så gjort ved virkeligheden på Christiansborg? Ikke så lidt, siger Elisabet Svane, og det gælder både i den røde og blå lejr, hvor nye venskaber er opstået, og magtbalancer er vippet.
Vi ser også på et af de partier, hvor jublen var til at overse onsdag aften. Hos Dansk Folkeparti spiste og drak de, som de plejer, men så skyndte de sig hjem for at fordøje et nederlag, der måske ikke bliver det sidste. Og for at tale om ham, som ikke var der. Og hende som aldrig kom og reddede dem.
Til sidst ser vi fremad mod en grøn reform, en farlig rapport og den valgkamp, der allerede er i gang.
Politisk podcast
Uden For Citat handler om alt det, politikerne ikke siger, når mikrofonen er tændt.
Politikens Elisabet Svane kender Christiansborg og de mennesker, der styrer Danmark. Sammen med vært Gudrun Marie Schmidt fortæller hun dig, hvad der sker og hvorfor.

