Det findes i ’Det er nerver alt sammen’/’Lystfiskeren’ fra Helsingør Revyen 1963. Osvald Helmuth (1894-1966) skal fiske for at få nerverne i ro. ’Lystfiskeren’ er en blanding af sang og monolog. Det første sangindslag begynder med »Og hvem vogter døren hos dørvogterens datter, mens at dørvogteren går og vogter dør«. I en af monologerne fortæller Helmuth, at han, Balalajka-Olsen, Fistogne Nielsen og Zigbrandtsen mødes hver uge og »spiller romtoddy sammen«.
En aften hopper Zigbrandtsen op på bordet og siger: »Jeg er standerlampe«. De andre protesterer, men han insisterer. Til sidst tilkaldes lægen, som mener Zigbrandtsen skal komme ned fra bordet og tilbage til afdelingen. »Skal vi så sidde her i bælgravende mørke?«, spørger Balalajka-Olsen. Teksten er af Osvald Helmuth og Epe (1912-85).




























