»Du skal ned i bus nummer tre«, lyder beskeden fra chaufføren til Turengårtil.dks udsendte, der sammen med ganske mange andre har valgt at lade hjemturen fra Berlin til København foregå med bus i stedet for fly en fredag i slutningen af marts.
En af de andre busser, nummer to i rækken, er helt optaget af det, der er en af busselskabets Eurolines’ kernegrupper: en skoleklasse. Berlin er busselskabets mest populære destination fra Danmark. Busturen tager syv timer, mens et fly klarer selve turen mellem København og Berlin på under en time. Men når man medregner den tid, der skal lægges til i begge ender af flyrejsen, kommer men let op på en total rejsetid på fire timer mellem de to byer. »Vi kører med folk, der ønsker en god og billig tur. Mest studerende - det er i hvert fald vores primære gruppe til Berlin«, siger Kim Bauer, salgsassistent i Eurolines’ kontor i København.




























