Hvorfor blev du pilot?
»Det var en ren og skær tilfældighed. Jeg aftjente min værnepligt, som var obligatorisk i Sverige dengang. Du skulle i trøjen, uanset om du ville eller ej. Min far havde mødt en kammerat, der var i flyvevåbnet, som spurgte: »Ville det ikke lige være noget for Thomas?«. »Det kan da godt være«, sagde min far. Og jeg tænkte: ’Lad det komme an på en prøve’. Så efter min værnepligt gik jeg til optagelsesprøve i flyvevåbnet. Der var 1.000 ansøgere og kun 36 pladser, men jeg kom ind. Jeg havde ellers tænkt mig at blive ingeniør og læse på det, der svarer til DTU i Danmark«.




























