Rejsen har allerede varet i seks timer, og der er endnu et stykke vej, før vi er fremme. Sidst på morgenen er vi – en gruppe danske journalister – landet i Milano. Nu er vi nået op i Alperne, og den grønne Po-slette og de subtropiske lunde ved Como-søen ligger langt bag os. Mens hårnålesvingene bliver flere og skarpere, har vi udsigt til et sneklædt bjerglandskab, og måden driverne i vejkanten glitrer frostklart på, fortæller os, at dagen byder på perfekt skiføre.
Efter godt yderligere en time i disse forførende, hvide omgivelser nærmer vi os vores endelige mål: bjergbyen Livigno. Hvordan nogen overhovedet har fundet på at anlægge et bysamfund isoleret heroppe i 1.800 meters højde i en dal omkranset af tinder, der er 3.000 meter høje, kan synes en gåde. Og det står da også hurtigt klart, at Livigno ikke er nogen helt almindelig by. Før vi kan komme ind, skal vi gennem en toldstation, der ligner en grænseovergang. Hele Livigno er på grund af sin isolerede beliggenhed toldfrit område.
