Norwegians omsætning er vokset 32 procent i tredje kvartal. Men indtjeningen går 2 procent tilbage.

Norwegian sælger flere flyrejser men tjener mindre

Norwegian-koncernen består foruden Norwegian også af flyselskabet Widerøe, som flyver indenrigsruter i Norge og til destinationer i Europa. Foto: Gregers Tycho
Norwegian-koncernen består foruden Norwegian også af flyselskabet Widerøe, som flyver indenrigsruter i Norge og til destinationer i Europa. Foto: Gregers Tycho
Lyt til artiklen

Luftfartskoncernen Norwegian tjente lige over to milliarder norske kroner i tredje kvartal. Det svarer til omkring 1,26 milliarder danske kroner.

Det er to procent mindre end i tredje kvartal 2023.

Det fremgår af Norwegians regnskab, som er blevet offentliggjort fredag morgen.

I perioden er koncernens omsætning ellers vokset med 32 procent til 11,6 milliarder norske kroner - omkring 7,3 milliarder danske kroner.

Norwegian-koncernen består foruden Norwegian også af flyselskabet Widerøe, som flyver indenrigsruter i Norge og til destinationer i Europa.

I en pressemeddelelse udsendt i forbindelse med regnskabet skriver Norwegian, at koncernen har øget sin kapacitet og fyldt flyene mere til lidt højere priser.

»Vi er tilfredse med et solidt kvartal, hvor vi havde en øget belægningsgrad og enhedsindtægter på tværs af begge flyselskaber – særligt set i lyset af kapacitetsforøgelsen på 10 procent hos Norwegian«, siger Norwegians koncernchef, Geir Karlsen, i meddelelsen.

Norwegian forventer, at kapaciteten - målt som antal udbudte sædekilometer - vil vokse med 13 procent i løbet af 2024. I tredje kvartal steg kapaciteten med ti procent.

En sædekilometer opgøres ved at gange det samlede antal udbudte sæder med den distance, der bliver fløjet.

Norwegian forventer, at kapacitetsvæksten vil aftage i løbet af 2025. Det skyldes især forsinkelser på levering af fly fra flyproducenten Boeing. Forsinkelserne forventes ifølge Norwegian at blive forværret som følge af en igangværende strejke.

Omkring 30.000 Boeing-ansatte har strejket siden 13. september.

Natten til torsdag dansk tid afviste Boeing-medarbejderne et forslag til en ny lønaftale, der blandt andet skulle give en lønstigning på 35 procent over fire år. Dermed blev strejken forlænget.

I tredje kvartal bestod Norwegians flåde af 86 fly, mens Widerøe havde 49 fly. Norwegian forventer at have omkring 90 fly i sommeren 2025.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her