Mandag gik 113.000 passagerer gennem Københavns Lufthavns terminaler, og det er en rekord.

Københavns Lufthavn slår passagerrekord to dage i træk

Foto: Jens Dresling
Foto: Jens Dresling
Lyt til artiklen

Københavns Lufthavn har søndag og mandag registreret de to travleste døgn i lufthavnens historie målt på antallet af passagerer. Det oplyser Københavns Lufthavn til TV 2 Kosmopol.

Søndag lå passagertallet på 111.000. Antallet af passagerer steg mandag til 113.000. Den tidligere passagerrekord lå på 109.000 og er fra 28. juni 2019.

Jacob Pedersen, som er luftfartsanalytiker hos Sydbank, fortæller, at den nye rekord skyldes europæernes store rejselyst.

»Det er ferietrafik. Det er et spørgsmål om, hvad der er af spændende ruter. Der er flere i år, end der har været tidligere, og det gør, at danskerne rejser mere, end de har gjort før«, siger han.

Ifølge Jacob Pedersen har SAS og Norwegian øget aktiviteten ’ganske markant’ i forhold til sidste år. Det har været med til at tiltrække flere passagerer til Københavns Lufthavn.

Luftfartsanalytikeren forventer, at antallet af passagerer i Københavns Lufthavn vil de stige yderligere de kommende år.

»Hvis vi kigger på sommerferieperioderne, så er vi i en situation, hvor efterspørgslen vil stige i de næste år. Det vil sige, at passagertallet vil være stigende i sommerperioderne.

Men der tegner sig et andet billede uden for sommersæsonen:

»Det, vi oplever i øjeblikket, er, at mange europæere pludselig står i en ny virkelighed, hvor renterne på deres boliglån er steget ganske markant. Det kan betyde, at rejselysten, der er kørt i absolut højeste gear siden coronapandemien, tager et trin tilbage«, siger Jacob Pedersen.

Passagerer blev forsinket

Sidste uge blev lufthavne verden over ramt af et globalt it-nedbrud, som betød, at tusindvis af flyafgange blev aflyst, og passagerer dermed blev forsinket.

Ifølge luftfartsanalytikeren er det sandsynligt, at it-nedbruddet har været med til at øge trafikken i Københavns Lufthavn, fordi flere fly blev aflyst, og passagererne derfor måske først kom hjem i denne uges begyndelse.

»Jeg har bekendte i Atlanta (i USA, red.), som har ventet på at skulle hjem søndag, og de er ikke kommet af sted endnu. Der er flere flyselskaber, som er alvorligt belastede af det her«, siger Jacob Pedersen.

Ifølge en opgørelse fra OAG, verdens største udbyder af flyinformation, var det især de amerikanske flyselskaber, som blev hårdt ramt, efterfulgt af de to lavprisselskaber EasyJet og Ryanair samt de europæiske netværksselskaber Lufthansa og British Airways.

ritzau/tik

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her