Artiklen er opdateret kl. 16.35.
En turist har mistet livet i et hajangreb i Egypten, mens en anden turist er kommet til skade i turistområdet Marsa Alam, oplyser Egyptens miljøministerium søndag ifølge Reuters. Nationaliteterne på de to turister er ikke oplyst, men de er begge udlændinge. Det italienske nyhedsbureau Ansa skriver søndag eftermiddag, at ofrene er to italienere.
De to italienere blev efter angrebet bragt til et hospital i Port Ghalib 50 kilometer nord for Marsa Alam, et populært rejsemål for turister, der er interesseret i snorkling og dykning, ud til Det Røde Hav. Vandet ud for Marsa Alam beskrives af rejseselskabet Tui.dk som klart og fyldt med koraller.
De egyptiske myndigheder har ifølge AFP forbudt svømning i området i to dage i forbindelse med hajangrebene, der fandt sted på dybt vand uden for de markerede badezoner.
Det er anden gang i denne weekend, at en person mister livet i forbindelse med et hajangreb. Lørdag blev en 40-årig mand dræbt af en haj i verdens største koralrev, Great Barrier Reef, ved Australiens kyst.
Selv om der sjældent sker angreb på mennesker, så er antallet af dødelige, uprovokerede hajangreb i stigning. Sidste år døde 14 personer som følge af hajangreb, viste data fra International Shark Attack File (ISAF) tidligere på året. Opgørelsen udarbejdes af University of Florida i USA. Af de 14 angreb var de 10 uprovokerede.
Fra 2018 til 2022 lå gennemsnittet uprovokerede hajangreb med dødeligt udfald på seks.
ritzau
fortsæt med at læse



























