Den kommende weekend vil bil efter bil køre ud fra de danske parcelhusgrunde eller fortove foran lejlighedskomplekser for at køre mod enten fjeldene i nord eller Alperne i syd. Uge 7 er nemlig højsæson for danskernes skiferier, og med den megen bagage, som den ferieform kræver, vælger mange at køre i bil.
En skiferie er i forvejen en dyr fornøjelse med udgifter til transport, logi, liftkort og måske leje af udstyr og undervisning på pisterne, men det kan blive endnu dyrere, hvis man ikke har sat sig ind i de forskellige landes færdselsregler.


























