Crete Senesi – toskansk magi
Accona-ørkenen er et halvtørt lille islæt i det ellers opdyrkede Crete Senesi i italienske Toscana, lidt syd for Siena. Her har jorden nuancer af grå og beige, frembragt af den særlige lerart, ’mattaione’, som blev skabt, da området for mellem 2,5 og 4,5 millioner år siden var havbund under Det Tyrrhenske Hav. De ofte sensuelt blødt formede ler-skulpturer er et resultat af en voldsom erosion skabt af vind og nedbør igennem århundreder. Nu og da føler man sig hensat til et månelandskab, når man går rundt i området, men kun indtil en landsby og grønne vinmarker dukker op i baggrunden, for så kalder jorden atter.
Kappadokiens overjordiske vælde
Dette ufattelige landskab, på størrelse med Bornholm, byder sig til i Kappadokien i det centrale Tyrkiet. Et eldorado af natur, når den viser sig fra sin mest ejendommelige – ja nærmest surrealistiske side. Stenformationer i de særeste skikkelser – visse i umiskendelig fallos-lignende positurer, andre i blødt svungne erotiske kvindekurver. Og jo, i visse områder hylder naturen det sensuelle, og derfor er navnet på en af dalene da også ’Love Valley’. Landskabet er et resultat af tre omgivende vulkaners aktivitet for ti millioner år siden. Lavaen lagde sig som et 150 meter tykt tæppe over plateauet. Lavaen blev i en lang proces omdannet til et blødt tuflag. Gennem tiderne har kombinationen af vind, regn og frost eroderet sig igennem tuflaget og har efterladt dette mirakuløse landskab.




























