Det vrimler med sheltere i Danmark. Men hvor finder du dem alle samlet på det samme sted, så du har overblik og nemmere kan se udvalget og eventuelt booke en overnatning? Den udfordring vil Christian Kaad Andersen forsøge at løse med den nystartede hjemmeside ShelterDK, hvor ambitionen er at samle alle landets mere end 1.600 sheltere.
Som det er nu, er der ellers ingen steder, hvor du kan få det samlede overblik. Nogle finder du hos Naturstyrelsen, andre hos Bookenshelter, og de resterende hos andre udbydere – eksempelvis skovejere eller godser og almindelige private haveejere, som har sheltere, der kan bookes.


























