Tysk flyselskab vil mindske antallet af »urentable« kortdistanceflyvninger og meddeler omfattende aflysning.

Lufthansa aflyser 20.000 afgange på grund af brændstofpriser

Foto: Lisi Niesner/Ritzau Scanpix
Foto: Lisi Niesner/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Flyselskabet Lufthansa aflyser 20.000 afgange frem til oktober.

Det oplyser selskabet i en pressemeddelelse tirsdag aften.

Aflysningerne skal reducere antallet af »urentable« kortdistanceflyvninger.

Selskabet begrunder tiltaget med, at priserne på flybrændstof er »fordoblet siden begyndelsen på Iran-konflikten«. I alt spares omkring 40.000 ton flybrændstof.

Samlet vil Lufthansas sommerkapacitet målt i sædekilometer falde med en procent, oplyses det. Sædekilometer er antal sæder ganget med antal kilometer rejst.

Lufthansa oplyser ikke, hvor mange procent af deres samlede antal flyvninger, aflysningerne svarer til.

Flyvninger fra Frankfurt til Bydgoszcz og Rzeszów i Polen samt Stavanger i Norge aflyses helt og bliver for nuværende taget ud af selskabets flyveplan.

Derudover bliver ti andre destinationer flyttet til at gå over andre lufthavne.

Krigen i Iran har - ud over aflysninger af en lang række flyvninger i Mellemøsten - fået ikke blot Lufthansa, men også mange andre flyselskaber til at reducere kapaciteten.

Samtidig har flere også meldt ud, at de vil indføre brændstoftillæg.

Tirsdagens melding om aflysninger kommer, efter en uge hvor Lufthansa måtte aflyse hundredvis af afgange som følge af strejke blandt selskabets personale.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her