Få avisen leveret hver lørdag for kun 99 kr.

Turister skal bidrage til at gøre Amsterdam ren og sikker med øget turismeskat, mener koalition i byrådet.

Amsterdam vil forhøje turistskat til 20 procent

Foto: Stelios Misinas/Ritzau Scanpix
Foto: Stelios Misinas/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Det kan i fremtiden blive endnu dyrere for turister at besøge Hollands hovedstad, Amsterdam.

Storbyen overvejer at indføre en turismeskat på 20 procent.

Det fremgår af en aftale, der tidligere i denne uge er indgået mellem en koalition af partier i Amsterdams byråd. Det skriver det engelske medie The Independent.

»Turisme bidrager til byens økonomi, men lægger samtidig et betydeligt pres på offentlige rum, livskvalitet og kommunale faciliteter«, skriver partierne i en fælles udtalelse.

»Koalitionen har derfor besluttet at forhøje turistskatten, så besøgende bidrager mere retfærdigt til de omkostninger, som byen har til forvaltning, vedligeholdelse, håndhævelse og investeringer i kvaliteten af det lokale miljø«, lyder det videre.

Hollands hovedstad har i forvejen en af de højeste turismeskatter i Europa. Den er i øjeblikket fastsat til 12 procent per overnatning.

Koalitionspartierne ønsker allerede i 2026 at forhøje turismeskatten til 16 procent og øge den med ét procentpoint om året frem til 2030, hvor skatten vil lande på 20 procent.

Dagsturister betaler i dag 15 euro svarende til 112 kroner for at besøge Amsterdam.

For at sikre et større bidrag fra dagsturister overvejer partierne at øge afgiften på blandt andet udlejning af både i byens mange kanaler.

Pengene fra den øgede turismeskat skal bruges på at gøre Amsterdam renere, mere attraktiv at bo i og øge sikkerheden.

Som en del af aftalen mellem partierne foreslås det også at lukke byens havneterminal for krydstogtsskibe. Koalitionspartierne vil drøfte alternativer med Hollands regering og regionen.

I et forsøg på at omdanne byens centrum vil koalitionspartierne have kommunen til at opkøbe bygninger og virksomheder i bymidten.

Aftalen vil blive behandlet på et møde den 10. juni, inden den eventuelt skal til afstemning i Amsterdams byråd.

Den seneste opgørelse fra Amsterdam viste, at der i 2024 var 14 millioner dagsbesøgende turister i byen.

Her fremgik det desuden, at Hollands hovedstad samme år havde 23 millioner turistovernatninger plus en halv million krydstogtspassagerer.

ritzau

PodcastSe alle
Det føles forkert at hjælpe en enkelt pige og ikke alle de andre her i lejren. Men at bede om at få historien om Aisha og lov til at tage hendes billede og så bare gå videre, det er umuligt, fortæller Politikens journalist Bo Søndergaard. Sammen med fotograf Mads Nissen har Bo Søndergaard besøgt flygtningelejren Goz Salaam i Sudan, hvor 20-30.000 er på flugt fra tre års borgerkrig, der har ødelagt Sudan og gjort millioner af mennesker til flygtninge i deres eget land.

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her